Jonathan Løw er iværksætter, foredragsholder og rådgiver indenfor innovation, iværksætteri og ledelse.
Jonathan Løw har været med i opstarten af 4 virksomheder samt skrevet 3 bøger om emnet. To af disse bøger er blevet #1 bestsellere – heriblandt GURUBOGEN.
Hans filosofi handler om det, Jonathan Løw kalder for at lytte højere – Listen Louder.
Du kan følge Jonathan Løw’s arbejde på LinkedIn og Facebook.
HVIS DU EKSEMPELVIS MODTAGER KONTANTHJÆLP, dagpenge, sygedagpenge, SU eller efterløn, så er du en belastning for vores samfund. Det samme gælder, hvis du modtager børnecheck, boligstøtte eller folkepension.
Uden disse overførselsindkomster ville der være langt flere penge at bruge på mange andre ting i vores samfund end at skulle finansiere din livsstil frem for, at du klarer dig selv.
DU SKAL HUSKE PÅ, at det er erhvervslivet, som tjener pengene til vores samfund. Uden mine og andres virksomheder ville du ikke kunne sidde og drikke en kop Baresso-kaffe for mine skattekroner eller købe medicin til dine børn ved hjælp af skattekronerne fra min seneste vækstvirksomhed. Virksomhedsskatter og lignende er unfair tyveri af mine hårdt indtjente penge fra statens side!
Hvis du også kommer lidt op i det røde felt ovenpå ovenstående svada, så forstår jeg dig godt, men paradokset er, at jeg som iværksætter og direktør i en ny global startup egentlig også burde synge med på den sang. Jeg tjener eksempelvis væsentligt flere penge end gennemsnittet, så ud fra et rent egoistisk synspunkt er det virkelig dumt, at jeg ikke også kæmper aktivt for at få fjernet topskatten og sænket andre skatter, så jeg kan kapitalisere endnu mere på mit eget arbejde og de millioner, min forretning i år kommer til at omsætte for.
JEG SKAL DA OGSÅ INDRØMME, at det indimellem er rigtig TRÆLS at betale så meget i skat, som vi siger i Jylland, hvor jeg bor. Det er TRÆLS, fordi man altså virkelig knokler for de penge, man tjener, og så ville man da nogle gange gerne beholde flere af dem. Især i de tilfælde hvor man hører om mennesker, der nasser på samfundet, for det kan ingen naturligvis finde rimeligt. Men jeg tror egentlig, at pædagogmedhjælperen eller sygeplejersken har det præcis på samme måde i den forstand, at de også gerne dels vil bidrage til fællesskabet og dels have nogle penge at både forsøge og fornøje sig for.
Mit budskab er det meget klare, at jeg ikke opfatter mine medmennesker som en belastning, ligesom jeg tvivler på, at man finder ret mange af de nasserøve, der foretrækker at undvære en arbejdsidentitet og et arbejdsfællesskab til fordel for at sidde derhjemme og vente på, at resten af samfundet får fri fra det store studie- og arbejdsfællesskab. Jeg ved godt, at de findes, men har aldrig set et eneste studie, der viser, at de udgør flertallet af dem uden arbejde.
Ud fra en ren økonomisk betragtning er det naturligvis sandt, at modtagere af overførselsindkomster udgør en økonomisk belastning, men ud fra et menneskeligt perspektiv er de så meget mere og andet end det.
TILBAGE I 2014 havde jeg et på mange måder begivenhedsrigt år. Jeg ”opnåede” i 2014 både at være på offentlig forsørgelse (sygedagpenge) i en række måneder grundet alvorlig stress samt blev ”udnævnt” af businessmediet Børsen som en ung iværksætterguru.
Når jeg følger debatten omkring henholdsvis iværksættere, som vi hylder i TV-programmer som Løvens Hule, og så modtagere af offentlig forsørgelse, som langt fra møder den samme forståelse eller respekt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilket menneske jeg mon egentlig var i 2014?
Var jeg én af dem, man helst ville undvære og ”skære ned på”, eller var jeg én af dem, man gerne vil lette skatterne for, så jeg kunne skabe mere vækst? Var jeg en helt eller belastning det år?
JEG SER ikke mig selv som nogle af delene. Hverken dengang eller i dag. Jeg tror på, at vi som mennesker alle har perioder af vores liv, hvor vi har brug for fællesskabet og andre perioder, hvor vi kan bidrage til det og give igen. Med mindre man er psykopat og således ikke i forbindelse med sit følelsesliv, så kan eksempelvis langvarig stress føre til både angst, depression osv. I sådanne perioder er man ude af stand til at arbejde. Og det er blot ét eksempel på, hvorledes et menneske kan miste fodfæste for en tid.
Det er også sådan, at vi i fremtiden vil være dybt afhængige af højtuddannede og specialiserede mennesker. Jeg er i øjeblikket i gang med to virksomheder, hvor vi i den ene arbejder med såkaldt kunstig intelligens og maskinlæring. Begge teknologier kræver medarbejdere, der i fremtiden kun vil være adgang til, hvis vi fortsat vil ’belaste’ vores samfund med SU-belastninger. Ellers taber vi ganske enkelt til udlandet – både rent kommercielt og rent menneskeligt. Vi har brug for, at disse mennesker må belaste os i en tid, så de efterfølgende kan komme og give tilbage til gælde for både dem selv og samfundet.
DERFOR er jeg som erhvervsmand og iværksætter dødtræt af den evige sang omkring offentlig versus privat og succesfuld versus en belastning. Vi går som mennesker igennem forskellige faser af vores liv, og det er både vores individuelle og fælles ansvar at komme igennem såvel de gode som de svære livsperioder. Vi har brug for hinanden, for som man også siger indenfor sportsverden: Individer vinder kampe, men teams og fællesskaber vinder mesterskaber.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.