Elever med indvandrerbaggrund klarer sig fortsat markant dårligere end etnisk danske skolekammerater i matematik. Drengene dog bedre end pigerne.
Det viser resultaterne fra Pisa Etnisk, der er gennemført i 2012.
Kun to-tre procent af elever med indvandrerbaggrund befinder sig i gruppen med de dygtigste elever, mens omkring 11 procent af eleverne uden indvandrerbaggrund hører til blandt de dygtigste, når der sammenlignes med de øvrige lande i Pisa-undersøgelsen.
Ifølge DF's uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen, er det overvejende problem manglende danskkundskaber.
- Forældrene taler alt for dårligt dansk. Det gør eleverne også, og det gør, at de ikke kan løse matematikopgaver, fordi de kan ikke forstå, hvad der spørges om i opgaven, siger han.
- De elever, der ikke har et danskniveau, som man kan forvente, når de kommer i skole, må have ekstra undervisning efter skoletid. Og så kan man jo overveje om forældrene selv skal betale, siger han.
Venstres integrationsordfører Martin Geertsen kalder resultaterne utilfredsstillende og frygter samtidig konsekvensen af regeringens mange lempelser af udlændingepolitikken.
- Hvis vi skal udligne de store forskelle, kræver det en indsats fra den enkelte - for det kræver selvfølgelig hårdt arbejde, hvis ens modersmål ikke er dansk. Men det har så sandelig også noget med antal at gøre, siger han.
Martin Geertsen frygter, at regeringens lempelser af udlændingepolitikken betyder, at man kan se frem til, at der bliver endnu større forskel på resultaterne for danske elever sammenlignet med elever med indvandrerbaggrund.
Med den nye folkeskolereform vil alle elever få et markant løft, siger undervisningsminister Christine Antorini (S) og fortsætter:
- Pisatallene er noget af den brændende platform, der har ligget til grund for folkeskoleforliget. For det er en kæmpe udfordring, siger hun.
/ritzau/