Sara Hjort Ditlevsen fra filmen "Undskyld jeg forstyrrer" er kun 24 år. Mikkel Boe Følsgaard, som vi kender som Kong Christian den syvende i "En Kongelig Affære", er 28 år. Og helt ung er Frederikke Dahl Hansen, der som kun 18-årig kan kalde sig Bodilvinder for sin birolle i filmen "You and Me Forever".
Der var i den grad sat spot på de unge ansigter, da Bodil-priserne lørdag aften blev uddelt i Bremen Teater i København.
Priserne bliver uddelt af de danske filmkritikere i filmmedarbejderforeningen, og de havde altså valgt at hylde ungdommen.
Mikkel Boe Følsgaard vandt for bedste mandlige hovedrolle foran blandt andre Mads og Lars Mikkelsen, mens Sara Hjort Ditlevsen vandt for bedste kvindelige hovedrolle.
- Jeg synes, at det er så fedt at de unge skuespillere får priser i aften, siger Sara Hjort Ditlevsen, der blandt andet vandt foran Bodil Jørgensen og Trine Dyrholm.
- Jeg tror, at en Bodil-pris kan være et rigtig godt skub i den rigtige retning, når man er ung, og jeg tror, at prisen kan generere mere for os, end den kan for nogen på 50 år, siger skuespillerinden.
- Måske kan den også hjælpe en til at komme videre med karrieren i udlandet, siger den unge skuespillerinde håbefuldt.
/ritzau/