TV 2 Zulus udgave af "Naked Attraction" har slået alle tv-kanalens rekorder.
"Date mig nøgen" havde premiere søndag aften og opnåede en seerandel på 51 procent blandt de 15-40-årige.
Det betyder, at mere end hver anden, der havde fjernsynet tændt og var i den målgruppe, har set programmet, skriver TV 2.
- Det sker rimelig sjældent - hvis nogensinde - og det vidner om en rimelig heftig interesse, siger Sune Roland Jensen, der er indholdschef for TV 2 Zulu.
Målt i rene tal havde programmet flere end 200.000 seere - og set i lyset af, at færre end halvdelen af de danske tv-seere har adgang til kanalen er indholdschefen mere end tilfreds:
- Vi har sprunget loftet og rammen for de målsætninger, vi havde sat, siger Sune Roland.
Artiklen fortsætter under billedet ...
TV Zulu har endnu kun premieren at have jublen i, men Sune Roland siger til TV 2, at han selvfølgelig håber, at de høje seertal vil gentage sig.
- Det er noget, som folk gerne vil se, debattere og have en holdning til, hvilket var det, vi gerne ville opnå med programmet, siger indholdschefen.
Programmet er oprindeligt udviklet til britiske Channel 4, hvor Anna Richardson siden juli 2016 har været vært, når datinglystne kvinder og mænd smider alt tøjet i håbet om at finde en date.