Meningen med greencard-ordningen, som regeringen indførte i 2007, var at tiltrække højtuddannede udlændinge, der ud fra et pointsystem kunne få tre års opholdstilladelse.
Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser her fire år efter, at kun omkring halvdelen af de udlændinge, der fik greencard i 2008 og 2009, i dag et arbejde. Og langt størstedelen er ansat i brancher, der normalt plejer at benytte ufaglært arbejdskraft.
Det skriver Berlingske.
I 2010 kom 2.936 højtuddannede udlændinge til Danmark med greencard-ordningen, der er den eneste af ordningerne om opholdtilladelse via uddannelse, der ikke stiller krav om, at ansøgeren i forvejen har et job ventende i Danmark.
Sidste år var knap 1300 greencard-modtagere i arbejde. Ud af disse havde 40 procent fundet job i rengøringsbranchen og 20 procent i restaurationsbranchen. Job, der traditionelt besættes af ufaglærte.
I Københavns Kommune mener man, det i høj grad er sproget, der volder de højtuddannede jobproblemer.
"Vi oplever, at de kommer hertil med urealistiske forventninger. Ofte har de solgt deres ejendele og nogle endda taget deres familie med i forventningen om at finde et job inden for kortere tid. De bliver overraskede, når de hører, at vi ikke rigtig har nogle muligheder for at hjælpe dem med job," siger Bente Gade Reumert, afdelingschef for Integration og Sprog i Københavns Kommunes Jobcenter, til Berlingske.
Flere partier vil nu gerne være med til at justere ordningen.
Kilde: business.dk