Den danske golfspiller Morten Ørum Madsen er på vej mod et stærkt resultat i European Tour-turneringen Africa Open i Sydafrika.
Ørum leverede lørdag en meget flot tredje runde, som blev gennemført på blot 67 slag, og det sender Silkeborg-spilleren op på en delt niendeplads i det samlede regnskab, inden feltet skal ud på den afsluttende runde søndag.
Med præstationen fik danskeren også reduceret afstanden til førstepladsen fra 10 til seks slag.
Spidsen indtages før sidste runde af de to sydafrikanere Darren Fichardt og Jaco van Zyl, mens brasilianeren Adilson da Silva - efter at have ført fra dag ét - floppede og brugte 73 slag på lørdagens runde. Han er nu på tredjepladsen.
Nedtur var der også for danske Lasse Jensen, der gik tredje runde i banens par og dermed droppede ned på en samlet placering som nummer 50. Den sidste dansker i finalerunden - Andreas Hartø - er nummer 64.
/ritzau/