Danmark vil have EU til at fylde mere rundt om i verden.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er derfor gået sammen med fem andre EU-kolleger med forslag til, hvordan man kan ændre på arbejdet i ministerrådet, der EU-landenes ministre.
Målet er at få EU's beslutninger til at give større genlyd på den internationale scene.
- Vi har en klub, der bygger på respekt for menneskerettigheder og demokrati. Folk i hele verden ser mod Europa, siger Anders Samuelsen.
Men den platform skal EU være endnu bedre til at udnytte end i dag, lyder budskabet.
Udspillet fra den danske, finske, tyske, hollandske, tjekkiske og spanske udenrigsminister er fredag blevet diskuteret på et uformelt udenrigsministermøde i Tallinn.
De seks udenrigsministre vil blandt andet have deres månedlige møder til at være "så beslutningsorienterede og konkrete som muligt".
Møderne skal således stræbe efter at give flere svar på internationale udfordringer. EU skal også blive bedre til at diskutere de kriser, der lige er dukket op, hedder det i udspillet.
- Vi skal forsøge at undgå, at man kommer til møderne og læser forberedte papirer op. Så flytter man måske ikke så meget, siger Samuelsen.
- Vi skal være mere skarpe på at få konkluderet. Også at få taget de svære diskussioner, hvor vi ikke er enige. En af vejene frem til at blive enige kan være at tage nogle flere åbne dialoger om de ømme punkter, siger han.
Anders Samuelsen siger, at der i dag er "mange ting, der fungerer godt".
- Min grundlæggende pointe er, at EU er et fantastisk redskab til at flytte nogle dagsordener internationalt, siger den danske udenrigsminister.
- Vi har 30 gange i træk vedtaget at forlænge sanktionerne mod Rusland. Det viser, at når vi vil, så kan vi, siger han.
De seks udenrigsministre foreslår også, at EU's udenrigschef, Federica Mogherini, kan uddelegere flere opgaver, hvor hun måtte finde det relevant.
- Vi er for eksempel meget engageret i Ukraine. Der har vi en historie, der er bredt anerkendt. Så det kunne være et konkret eksempel på, hvor vi kan spille en fremtrædende rolle, siger Samuelsen.
/ritzau/