Det danske ishockeylandshold får endnu en spiller fra en NHL-klub med til VM i Rusland i næste måned.
Danmarks Ishockey Union oplyser i en pressemeddelelse, at Nicklas Jensen har sagt ja til at deltage ved VM.
Han er tilknyttet New York Rangers, der natten til søndag dansk tid blev slået ud af NHL-slutspillet. Nicklas Jensen har dog spillet denne sæson for Hartford Wolf Pack i AHL-ligaen.
‐ Da først Hartford og siden Rangers var færdige med sæsonen, så ventede jeg egentlig bare på, at telefonen ringede.
- For mig er det en ære at spille for Danmark, og jeg er superglad for at kunne hjælpe og glæder mig til at se holdet igen, siger Nicklas Jensen.
Han har tidligere i karrieren spillet 24 kampe i NHL for Vancouver Canucks.
Danmarks landstræner, Jan Karlsson, glæder sig over forstærkningen til VM.
‐ Nicklas har haft en god sæson i Hartford, og han har taget endnu et skridt op i sin udvikling.
- Jeg ser meget frem til, at arbejde med ham i landsholdsregi igen, siger landstræneren.
Nicklas Jensen støder i næste uge til landsholdstruppen i Bratislava i Slovakiet.
Her skal det besluttes, om han skal være med i begge optaktskampe mod Slovakiet.
/ritzau/