165 mennesker, der er blevet smittet med coronavirus, er i det seneste døgn registreret døde i Italien. Det er det laveste daglige dødstal siden den 9. marts.
Det er et fald i forhold til det tilsvarende tal lørdag, da 194 personer med coronavirus blev meldt døde.
Faldet i de daglige dødstal kommer på et tidspunkt, hvor Italien stille er begyndt at genåbne efter mange ugers hårde udgangsrestriktioner for at bremse smittekæderne.
Det samlede dødstal blandt coronasmittede i Italien er nu 30.560.
Der er også gode nyheder, når det gælder nysmittede. Der blev søndag registreret 802 nye smittede i forhold til lørdag, hvor tallet var 1083 nye smittede.
Det er første gang siden begyndelsen af marts, at antallet af nye smittede på et døgn er under 1000.
Også i Storbritannien, der er et andet af de hårdt ramte lande, ser det daglige dødstal ud til at falde.
Her meddeler sundhedsministeriet, at 269 coronasmittede er døde i det seneste døgn.
Lørdag var tallet 346.
Det har dog tidligere vist sig, at indrapporteringer om døde i weekenderne er mindre end de faktiske tal.
I fredags var det daglige dødstal på 626 i Storbritannien.
31.855 briter med virussmitten er nu døde.
Frankrig meddeler, at der er registreret 70 døde med coronavirus siden lørdag, og det er det laveste tal i ugevis.
Lørdag blev der registreret 80 coronadøde - det laveste dødstal på et døgn siden begyndelsen af april, skrev det franske nyhedsbureau AFP.
Det samlede dødstal blandt coronasmittede på franske hospitaler og plejehjem er nu på 26.380.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters