De danske banker får snart konkurrence fra en uvant side.
I løbet af nogle måneder kan landets største dagligvarekoncern, COOP, være klar til at tilbyde sine kunder enkle bankprodukter som forbrugslån, kassekredit og netbank, skriver Berlingske.
Det eneste, der mangler, før ejeren af Fakta, Irma, SuperBrugsen og Kvickly også bliver et finansielt supermarked, er en godkendelse af planen på denne weekends landsrådsmøde i Coop.
Satsningen skyldes ifølge Berlingske, at en stor del af forbrugerne er utilfredse med de eksisterende banker. De efterspørger en bank med en mere overskuelig og gennemsigtig forretningsmodel.
Lanceringen af Coop Bank handler for detailkæden om at øge forretningsomfanget og salget i sine butikker, og forundersøgelserne viser stor interesse. Coop regner med at nå 234.000 kunder i løbet af 10 år.
Og det lyder ikke usandsynligt, vurderer bankekspert John Norden fra mybanker.dk.
- Der er et kæmpe hul nu, og Coop kan få en flyvende start, siger han til Berlingske.
Coop er klar over, at det vil kræve en stor indsats at få folk til at droppe deres nuværende banker.
"Vælger vi at åbne en bank, skal vi gøre det med stor styrke og selvtillid, så vi viser, at vi vil det og har kompetencerne og musklerne", skriver Coops bestyrelse i sin forretningsplan ifølge Berlingske.
Satsningen bliver dyr. Det første år kalkulerer Coop med at tabe 50 millioner kroner, og i løbet af de første 10 år forventes et beskedent overskud på 27 millioner fra banken.
En gennemsnitsfamilie vil årligt kunne spare mellem 500 og 2000 kroner ved at flytte sin bankforretninger til supermarkedskædens bank, skønner Coop.
/ritzau/