Alle planer er på grund af corona-udbruddet aflyst for Christian Kjær og hans kone, Susan Astani, der lige nu er fanget i den schweiziske by, Villars-Sur-Ollon, hvor de bor.
”Vi har det godt, men sygdomsepidemien har skabt en del kaos her i byen,” skriver Susan Astani i en sms til B.T.
Byen er stort set lukket ned på grund af Corona, og parret frygter, at de ikke kan komme tilbage til Schweiz, hvis de forlader byen. Og derfor er en planlagt tur til Danmark aflyst. Susan Astani arbejder stadig som læge, og det var planen, at hun skulle på arbejde i den kommende tid. Men det er altså aflyst.
Parret flyttede sidste år til alpelandet. Det skete, efter Christian Kjær fik en dom på 30 dages betinget fængsel for at have påkørt en official ved et cykelløb nær hjemmet i Nordsjælland.
Rigmanden blev så fortørnet over dommen, som han fandt groft uretfærdig, at han prompte satte huset til salg og flyttede familien til det hus i Schweiz, hvor han tilbragte en del af sin barndom.
– Jeg har betalt 200 millioner i skat – så jeg har gjort min borgerpligt, og så behøver jeg ikke at blive hjemme, når de ikke behandler mig ordentligt, sagde Christian Kjær i den forbindelse.
I forlængelse af dommen blev Christian Kjær, der var nær ven af afdøde prins Henrik, også frataget sine royale titler, så han ikke længere er kammerherre, hofjægermester og ridder af Dannebrog.