Stabschefen i Det Hvide Hus, John Kelly, mener, at en gymnasielærer fra Los Angeles-området bør "gå ad helvede til" for at have talt nedladende om folk i militærtjeneste i sit klasselokale.
Vredesudbruddet fra den pensionerede general Kelly kom onsdag under et interview med Fox News Radio og var rettet mod læreren Gregory Salcido fra El Rancho High School i Pico Rivera.
Salcido blev suspenderet fra skolen mandag, efter at en video af ham, der skælder en 17-årig elev ud for at være iført en militærtrøje, er dukket op.
I videoen høres Salcido opfordre eleven, som har en marinekorps-sweatshirt på, til ikke at melde sig til militærtjeneste. Læreren henviser til soldater som primitive og dumme.
- De tænker ikke på et højt plan, de er ikke akademikere, de er ikke intellektuelle mennesker. De rangerer nederst af alle, siger Salcido på optagelsen.
- Jeg forstår ikke, hvorfor vi lader folk fra militæret kommer her og rekruttere jer på skolen. Vi lader ikke alfonser komme på skolen, siger han videre.
Videoen blev offentliggjort af en anden elevs mor i sidste uge og er siden gået viralt. Videoen har affødt millioner af kommentarer.
Og nu altså også fra stabschefen i Det Hvide Hus.
- Jamen jeg synes, at den fyr burde gå ad helvede til, siger John Kelly til Fox News Radio.
- Jeg håber bare, at han nyder de friheder og den livsstil, som vi har kæmpet for, tilføjer han.
Videoen viser ikke Gregory Salcidos ansigt, men det lokale skoledistrikt har bekræftet hans identitet.
Skoledistriktet The El Rancho Unified School District er i øjeblikket ved at undersøge hændelsen.
- Vores klasselokaler er ikke det rette sted til ensidige diskussioner, der undergraver de værdier, vores familier værdsætter, oplyser distriktet i en erklæring.
Efter offentliggørelsen af videoen har politiet i Los Angeles øget sikkerheden på skolen.
Gregory Salcido udtaler i en e-mail til Los Angeles Times, at han ikke ønsker at kommentere situationen på grund af "de mange vulgære og voldelige trusler" mod hans familie.
/ritzau/AP