Bulgariens landstræner Luboslav Penev svinede dommeren til, efter at det bulgarske landshold tirsdag fik 1-1 i Parken mod Danmark i VM-kvalifikationen.
Penev mener, at dommeren forærede Andreas Cornelius et straffespark i midten af anden halvleg. Landstræneren mener, at den danske angriber tog hænderne til hjælp, før han blev fældet.
Daniel Agger udnyttede chancen fra straffesparkpletten til at udligne til slutresultatet 1-1.
- For en uge siden lovede jeg mig selv ikke at kommentere dommeren, men det løfte kan jeg ikke holde.
- Jeg ved, at Danmark er gode til håndbold, men jeg var ikke klar over, at jeg skulle have udtaget et håndboldhold i stedet for et fodboldhold.
- Det var tydeligt for alle. Der var helt sikkert hånd på, fastslår Luboslav Penev.
- Dommeren ændrede reglerne i aften, og vi blev røvet.
- Jeg vil ikke kommentere mere på det. Dommernes beslutninger mindede om et cirkus, siger den oprørte landstræner.
- Hvis en modstander er stærkere end os, så kan de score tre-fire gange mod os, og skulle dommeren lave en fejl, vil jeg normalt ikke kommentere på det. Men i dag var det helt lige, og så endte fejlen med at være kostbar.
- Danmark spillede godt, og vi var for passive i førte halvleg. Men det ændrede sig efter pausen, og jeg mener, at vi havde de største chancer, selv om Danmark havde mere boldbesiddelse.
- Jeg er ikke tilfreds, for vi fortjente at vinde. Danmark er stærke, men vi fortjente sejren, mener Penev.
Italienerne må med 13 point forventes at vinde VM-kvalifikationsgruppe B, hvor Bulgarien nu har 10 point.
Tjekkiet har otte, mens Danmark har seks point. Bulgarerne har dog spillet en kamp mere end de øvrige hold.
/ritzau/