Det er efterhånden mange år siden, at Brøndby har blandet sig helt i toppen af den bedste fodboldrække i Danmark.
Efter 7-0-sejren i Aarhus søndag over AGF i Alka Superligaen er der dog grund til optimisme, og storsejren betyder da også, at Brøndby topper ligaen med en bedre målscore end FC København.
- Vi viste vores niveau i dag. Mentaliteten var over hundrede procent, og jeg synes, det er fantastisk, hvad spillerne leverer for tiden.
- Vi håndterer svære situationer godt, og modstanderen var slet ikke så dårlig i dag. Vi var en mand i overtal, men det vigtigste var stadig at vinde kampen, og vi pressede på gennem hele kampen.
- Det ser ud som om, at spillerne virkelig nyder at spille, og de har det sjovt, siger Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger.
Andrew Hjulsager var en af de spillere, der tydeligvis havde det sjovt. Med tre mål skød han sig op på andenpladsen på topscorerlisten med seks mål i seks kampe. Hjulsager er kun overgået af holdkammeraten Teemu Pukki, der også scorede søndag mod AGF.
- 7-0 taler for sig selv. De fik en mand udvist hurtigt, men stort cadeau til os for bare at mase på og køre dem fuldstændig over. Jeg er inde i en god periode og har masser af selvtillid. Holdet spiller godt, og det gør det lettere, siger Andrew Hjulsager.
Der stod Brøndby på det meste fra begyndelsen, hvor gæsterne sagtens kunne have ført 2-0, inden Dzhamaldin Khodzhaniazov blev vist ud for en nødbremse på Teemu Pukki.
- Vi kom med et godt udtryk og pressede dem langt tilbage. Vi havde gode indlæg og nogle halve chancer. Efter udvisningen lugtede vi blod og kørte på.
- Vi stoppede ikke, selv om vi kom foran, og så ramte vi en dag, hvor det meste lykkedes, og vi scorede på næsten alle vores chancer.
- Jeg tænkte, at de kunne give os lidt mere modstand, men vi var også gode. Det var ikke AGF, der var dårlige i dag, men os der var rigtig gode, siger Andrew Hjulsager.
Brøndby møder i næste runde FC København på Brøndby Stadion.
/ritzau/