Det er ikke med vilje, når masser af ting i byens rum bliver ændret, så livet bliver sværere for de hjemløse.
Der er bare ikke nogen, der har tænkt over det. Sådan er forklaringen fra Teknik og Miljøborgmester i Københavns Kommune Morten Kabell (EL)
”Vi opfatter alle borgere som nogle, man skal tage hensyn til i byens rum. Men vi har ikke nogen særlige retningslinjer for, at byens udstyr skal tage hensyn til de hjemløse,” siger han.
Blandt andet projekt Udenfor, der arbejder med hjemløse, kritiserer, at ændringer på bænke, toiletter og varmeriste alle sammen gør det sværere for hjemløse at leve i byen.
LÆS OGSÅ: Mobiltoiletter og kortere bænke: Hjemløse presses væk
Morten Kabell lægger vægt på, at kommunen ikke har til hensigt at drive de hjemløse rundt.
”Vi ønsker at bekæmpe hjemløsheden, ikke de hjemløse. Udgangspunktet ligger hele tiden i at fjerne hjemløsheden,” siger han og opfordrer Christiansborg til også at gøre mere for at løse de hjemløses problemer.
Overvejer politik for hjemløses brug af byen
Morten Kabell vil nu overveje, om København skal have en generel politik for, hvordan man skal tænke de hjemløse ind i byens indretning.
En politik som private virksomheder skal følge, når kommunen udliciterer opgaver som busskure til dem.
Han peger på, at Københavns Kommune for to år siden gjorde det gratis at bruge kommunens offentlige toiletter, og at der er i år og næste år er givet penge til otte nye gratis handicaptoiletter.
Det er i modsætning til DSB, der har sat prisen på deres toiletter op, og ændret toiletterne, så det kræver man har en mobiltelefon for at kunne få adgang.
”Vi kan ikke styre, hvad DSB gør på deres område. Men Københavns Kommune tilbyder gratis toiletter. Ellers tvinger man folk ud i buskene, og det er uværdigt for den enkelte og til gene for de andre,” siger Morten Kabell.