Opdateret kl. 16:21
Jørgen Gaarde (S) stopper som borgmester og byrådsmedlem i Skanderborg i slutningen af marts.
Det skriver Jørgen Gaarde selv på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
- Jeg har besluttet at stoppe som borgmester og byrådsmedlem i Skanderborg Byråd. Det er en beslutning, som er modnet hen over nogle måneder, skriver han.
Jørgen Gaarde, som har været borgmester i godt ni år, forklarer, at det har været svært at træffe beslutningen, men jobbet som borgmester har krævet mere og mere af ham.
- Til gengæld er det også mærkbart, at jeg ikke bliver yngre, og at det kræver mere og mere at leve op til mine egne standarder for det at være borgmester og byrådsmedlem, hvor der skal være overskud til lange arbejdsdage og lange arbejdsuger, skriver han.
- Det har været vigtigt for mig ikke at slække på arbejdsindsatsen frem mod i dag.
Det bliver udvalgsformand Frands Fischer (S), som overtager borgmesterposten i kommunen.
Inden Jørgen Gaarde blev borgmester fungerede han, sideløbende med byrådsmedlemskabet, som skoleinspektør for Stilling Skole.
Jørgen Gaarde er uddannet skolelærer fra Marselisborg Seminarium i 1979. Sammen med sin kone, Susanne, bor han i Skanderborg.
- Nu vil jeg glæde mig til at få mere tid til familien og til at genopdage mine øvrige interesser. Ud over det har jeg ikke lagt konkrete planer for min hverdag efter den 31. marts 2019, skriver Jørgen Gaarde.
/ritzau/