Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
NÅR MAN BESLUTTER SIG for at opføre et stort rummeligt hus med mange etager, vil det være uhensigtsmæssigt at beskæftige sig med, hvor mange svagheder, man kan have i fundamentet for at spare lidt på udgifterne. Det er også fjollet at forsøge at finde ud af, om man skal spare på armeringen, gruset eller cementen. Alle elementer skal bruges, og fundamentet skal være uden huller og luftlommer.
Samfundet har det på samme måde. Hvis ikke der er et solidt fundament, vælter samfundet.
I DISSE TIDER OPTRÆDER CIRKUS Christiansborg med alle deres klovnenumre, og det største af de mange ”sture sture nummer”, der skal opføres er skattejonglørernes halsbrækkende forestilling, som viser sig at være et komisk klovnenummer. Avisernes spalter fyldes med uddybende artikler og analyser af, hvem der får fordele af fri mobil eller billigere bil, og i hvilke landsdele der er flest, som har gavn af den ene eller den anden skattelettelse, og i debatprogrammerne skal vi se hoveder fra højre og venstre afvises hinandens budgetter.
Altså, vi taler om hvem der skal have fordel af et svagt fundament: Dem der bor i de øverste lejligheder med udsigt og frisk luft eller de som bor i de nederste etager, og får hele baduljen i hovedet.
Debatten er tåbelig, ligegyldig og stærkt vildledende.
Hvis ikke vi har gjort os klart, hvilket samfund vi ønsker os, så han vi heller ikke regne på prisen. Vil vi have et gammelkommunistisk helvede med topstyring og diktatur eller vil vi have et lykkeland for egoister i guldets diktatur. Skal vi belønne bonden, der høster kornet, bageren der bager brødet eller købmanden, der sælger kagerne. Det er som at forsøge at finde ud af, hvilket led der kan undværes.
SKAL ALT I SAMFUNDET GØRES OP I LØNSOMHED? Altså alt hvad der kan betale sig er i orden, mens alt andet ikke kan bruges, så ender vi i en situation (som vi nærmer os med hastige skridt), hvor læger har fået en 4-årig dreng på operationsbordet. Et offer for en trafikulykke. Drengen mangler begge ben. Overlægen hiver en lommeregner frem og laver en kalkule over udgifter og indtægter. Drengen vil blive en stor udgift i 60-90 år – derfor får han dødssprøjten. Det skal kunne betale sig.
Gamle på plejehjem koster kassen, selv om vi hverken giver dem bad eller ordentlig mad, og derfor taler vi allerede om dem som ældrebyrden. Det gør vi, fordi politikerne fra højre og venstre kappes om at sænke skatteprocenten. Når de gør det indføres som oftest en anden skat, som kaldes afgifter … hokus pokus filihankat. Samme cirkus som når der skæres hårdt i midlerne til drift af sundhedsvæsnet og så i stedet overføres nogle andre penge til privathospitaler eller privatpraktiserende speciallæger.
Prisen for et samfund er til at regne ud, og det er det, vi har brug for. Vi har ikke brug for at en låtsas-kamp om, hvor dårligt vores samfund kan blive, og hvilke grupper, der skal slippe billigere end andre. Vi har brug for politikere, som tør komme med visioner og som kan skabe sammenhængskraft og et højt lykkebruttonationalprodukt. (Låtsas er svensk for at lade som om/indbildt/forstilt).
BYDRENGE FOR HEMMELIGE SUGARDADDYS er ikke det vi står og mangler. Hele skattelettelsesdebatten er et skuespil, som alle deltager i, og vi behøver ikke regne ud, hvem der får størst glæde af at sænke afgifter på biler til en million eller på fri mobiltelefon. Vi har brug for at finde ud af, hvordan samfundet kan køres ordentligt og forsvarligt - og hvad prisen er.
Naturligvis skræmmer sporene, og sporene bliver hele tiden dybere. Det vil sige, at administrationen af den inddrevne skat er alt, alt, alt for dyr, og når Skat samtidig handicappes for at kunne sende millioner i lommerne på folk, der ikke har betalt en krone i skat eller på anden måde bidraget, så har vi naturligvis et problem. Men det er da til at løse. Der er masser af steder, man kan få mere ud af pengene uden samtidig at anrette skader eller skabe forringelser.
Lad os i stedet for at debattere ligegyldige skattelettelser og underlige fordelingsmanøvrer finde ud af, hvordan vi bedst muligt anvender de penge, der kommer ind, og så i øvrigt prioritere lidt mere fornuftigt.
HVEM SKAL SÅ BETALE? Hvordan skal det finansieres? Jeg hører allerede ekkoet fra alle andre værdidebatter runge, og jeg ser allerede folkevalgte flagre med deres regneark og kolonnebøger. Svaret er enkelt: De bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. Alle skal gøre deres bedste for at klare sig selv og ingen efterlader dem, der har mistet kræfterne. Som i Frømandskorpset: Ingen efterlades og alle gør deres bedste.
Når vi har et samfund, hvor mange lider, hvor uddannelse gøres ringere, hvor ældre er en udgiftsbyrde, hvor syge tvinges i job, og hospitalsansatte skal arbejde for to, så skal vi denondelyneme ikke snakke om skattelettelser. Vi skal snakke om, hvad vi vil. Hvor dybt vi er villige til at synke - og hvor højt vi kan nå.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.