Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
JEG VAR LIGE VED AT FÅ KAFFEN galt i halsen, da jeg så Henrik Sass Larsen citeret for, at journalisterne var for kritiske over for politikere. Så faldt jeg til ro igen, for det var med sikkerhed en redaktionel stramning af gruppeformandens synspunkter. Mine tanker om Sass Larsens politiske arbejde og hans synspunkter er ikke så høje i forvejen, men så flæbende kunne han for pokker da ikke være i fuld offentlighed.
JEG GIK TIL KILDEN: En facebookreklame for det kommende regeringsparti, hvor en tidligere troværdig journalist leger journalist med skarpe spørgsmål til en kommende leder af dansk politik. Jeg ved ikke om den store afstand mellem stolene skal forsøge at fortælle os, at der er afstand mellem Reimer Bo Christensen og Socialdemokratiet, men det lykkes ikke. Jeg vil gætte på at den pæne hyre, som betales til Reimer og lejen(?) af det imponerende lokale, samt løn til sminkører, kamera og lydfolk med mere er betalt gennem de skattefri indtægter, som er tvangsudskrevet blandt vælgerne i form af partistøtteordning.
I TRYGGE OMGIVELSER, uden skyggen af modstand/modspil, taler de to sammen, og de har gjort sig umage: De har nemlig lært den aftalte tekst udenad, så det ligner et rigtigt interview, og så flæber Henrik Sass og forsøger at fortælle os, hvordan han er et offer for onde journalister, som måske kun er onde, fordi de er bange for en endnu mere ond redaktør, der frygter djævlen på jord: Chefredaktøren.
Sass er så voldsomt ked af, at der kommer kritiske spørgsmål fra journalisterne, som slet, slet, slet ikke vil lade Sass tale ud, men bare leder efter noget, han kan fældes på. Det er som om, det slet ikke falder Sass ind, at vælgerne for længst har gennemskuet forskellen mellem det en politiker siger, og det en politiker gør.
UNGE LARSEN, der kom i fedtefadet, fordi han var lidt for meget gode venner med en anden socialdemokrat, der var alt for gode venner med nogle rockere og med en holdning til bestikkelse og magtmisbrug, som får Løkke Rasmussen til at blegne af misundelse, vil så gerne høres og ikke afsløres.
Det er muligvis en socialdemokratisk valgstrategi, der er ved at folde sig ud: Vi socialdemokrater er forfulgte af de onde medier. Trods alt er Sass ikke den første fremtrædende socialdemokrat der er ude i det ærinde, så tilfældigheder kan nok udelukkes her. Ikke mindst fordi der sidder en dygtig mediestrateg for bordenden i form af en kommende statsminister.
LAD MIG SIGE DET SOM DET SER UD her fra bunden af samfundet: Journalisterne er langt fra skarpe og kritiske nok. Socialdemokratiets kommende statsminister lovede, at ingen syge skulle miste deres sygedagpenge efter 12 måneder … det ville hun arbejde for. Det lykkedes hende at gennemføre ændringer på området, så syge i stedet for at være nogenlunde i fred i 12 måneder, nu kunne jagtes allerede efter seks måneder – og gerne før. Her havde jeg rigtig gerne set samtlige journalister afbryde hende og stille kritiske spørgsmål.
Ret skal være ret: Det er blevet rigtig moderne at flæbe over ikke at være elsket af sine ofte. Se bare Inger Støjberg, der om nogen har ført sig frem og latterliggjort og nedgjort flygtninge, asylansøgere, muslimer og indvandrere … hun er lige pludselig et offer, fordi hendes ofre kommer med trusler og skældsord. Det sidste er ikke acceptabelt, men hun har sgu selv kastet sig ind i flokken og udfordret dem til slagsmål.
TILBAGE TIL SASS: Afskaf partistøtteordningen, hold ord, kæmp for det du lover, vær aktiv i vælgerforeningerne, tag konsekvenserne og vær et forbillede. Lad være med bare at lave ulovligheder og det der ikke er ulovligt, men bare ekstremt dårlig stil, og vær med til at bringe anstændighed ind i politik. Gør dig bedre end os andre. Vær god, sund rollemodel, og lad for himlens skyld være med at flæbe over, at nogen som helst kritiserer dit og dine kollegers privilegerede liv, hvor I er hævet over loven, højt lønnede og temmelig sikre i ansættelse, har gode aftrædelsesordninger, gratis transport, huslejefradrag, blyantspenge og venner som stikker jer penge for modydelser (det som i Uganda kaldes bestikkelse og i Danmark kaldes partistøtte).
TAG DET SOM EN MAND, og accepter, at man også som politiker kan risikere at blive stillet til ansvar. Du og dine kolleger mangler ikke mulighed for at blive hørt – heller ikke uden afbrydelser. Det er forbeholdt, syge, gamle, flygtninge, børn, lavtlønnede og mange andre i samfundet, som enten aldrig er kommet op på første trin af samfundsstigen eller er skubbet ned fra de højere lag … det er os, der ikke bliver hørt, det er os, der ikke få lov at tale færdig. Bare spørg de syge, som gerne vil være fri for at skulle på job i en time om ugen sammen med deres sygeseng.
Der var vist heller ikke ret mange kritiske spørgsmål, da du kom tilbage efter din lille ferie og læggen afstand til din kammersjuk Tommy Kamp.
Hvis du vil tages alvorligt, bør du stikke piben ind og i stedet stille op til kritiske interviews, unge mand.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.