Flemming Vinther er helhjertet fagforeningsmand og brænder for den danske model som grundlag for et stærkt offentligt og privat arbejdsmarked og for det danske velfærdssamfund.
Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg spiller han en hovedrolle ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Her er han nemlig topforhandler for de 180.000 statsligt ansatte, ligesom han var det i 2015, 2013 og 2011.
Op til forhandlingerne om OK18 har Flemming Vinther efterlyst et opgør med den finansministrielle logik, der dræner de statslige arbejdspladser for energi og engagement. Statens ansatte skal ikke betale for regeringens konsekvente underfinansiering af den offentlige sektor, lyder det, under parolen ’nok er nok.
Til daglig er Flemming Vinther formand for HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren og for de statsligt ansatte på LO-området i OAO-Stat, ligesom han sidder i LO Daglig Ledelse.
Flemming Vinther vil blogge om overenskomstforhandlingerne fra et lønmodtagerperspektiv.
NÆSTEN RITUELT har Dansk Arbejdsgiverforening (DA) igen blandet sig i de forhandlinger om offentlige overenskomster, der gerne skal være afsluttet i første kvartal i år. Senest med en artikel i Ugebrevet A4 om, at offentligt ansatte angiveligt har mere frihed med løn end private.
Som bekendt repræsenterer DA private virksomheder, og DA er på ingen måde part i de offentlige overenskomster. Men DA’s rationale lader til at være at udlægge forholdene i den offentlige sektor som milevidt foran det private for at gøde jorden for forringelser af de offentligt ansattes vilkår. Og det kan jo virke smart, hvis man som privat arbejdsgiver vil forebygge et pres fra egne medarbejdere.
JEG RESPEKTERER, at DA har en anden dagsorden, end jeg har som forhandler for de statsansatte. Men det er dårlig stil at blande sig i forhandlinger, man ikke er part i. Og som jeg tidligere har argumenteret for, kan DA’s tal i høj grad diskuteres.
Men der, hvor mine alarmklokker for alvor begynder at ringe, er, når arbejdsgiverne fremstiller gode arbejdsforhold som retten til at holde fri ved barns sygdom, barselsordninger og seniordage som noget dårligt. Det virker nærmest som om, det er blevet kontroversielt at mene, at gode vilkår faktisk er en god ting.
At de fleste danske lønmodtagere har fornuftige vilkår skyldes, at vi som fagbevægelse har kæmpet for det. Fridage, barsel, kompetenceudvikling, løn under sygdom, seniordage osv. er ikke dumpet ned fra himlen. Det er kommet, fordi vi har insisteret på et arbejdsmarked, hvor vores medlemmer kan være uden at blive syge. Hvor de kan få familielivet til at hænge sammen. Og hvor man kan trække sig tilbage, inden kroppen siger helt stop.
Jeg er stolt af, at vi gennem mange og lange forhandlinger har skabt anstændige vilkår for offentligt ansatte og samtidig har skabt en velfungerende og sammenhængende offentlig sektor, som er grundlaget for en konkurrencedygtig privat sektor og vores fælles velfærdssamfund.
NÅR VI FORHANDLER overenskomster, er det altså ikke private arbejdsgiveres interesser, der står i første række. Det er vores medlemmer. Men vi forstår vores samfundsansvar. Aftaler skal være økonomisk ansvarlige. De skal understøtte den offentlige sektor, så den fortsat kan være effektiv, innovativ og professionel. Og det skal være muligt både at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.
Vores vej dertil er ofte en anden end arbejdsgiverens. Vi tror på, at den mest loyale, innovative og effektive medarbejder er den medarbejder, som oplever faglig respekt, som oplever anstændige vilkår, og som oplever en arbejdsgiver, der har andre og større dagsordener end bundlinje, regneark og Finansministeriets seneste redegørelse.
HVIS DA OVERVEJER det en ekstra gang, så ved de godt, at en stærk offentlig sektor er forudsætningen for, at virksomhederne kan få kompetente medarbejdere, hvor både mor og far kan arbejde, fordi vi har offentlige institutioner, som passer på børn og ældre. At Danmark har en forvaltning, som ikke er korrupt, og at Danmark generelt er et af verdens bedste lande at drive virksomhed i. Jeg fristes til at sige, at det er arbejdsgiverne og ikke de ansatte, som er forkælede.
Derfor bliver jeg i dårligt humør, når de private arbejdsgivere fremstiller vores rettigheder som luksusgoder. At kunne blive hjemme, når man er syg, at kunne opleve sit barns første måneder og at kunne trække sig tilbage, inden kroppen siger fuldstændig stop, er ikke luksusgoder. Det er kvalitetstegn på et godt arbejdsmarked.
Og det er hverken goder eller gaver, vi har fået forærende. Det er rettigheder, som er opnået i forhandlinger, hvor vi som fagbevægelse har fået indfriet nogle af vores krav – og staten som arbejdsgiver har fået indfriet andre krav.
ET AF VORES KRAV ER faktisk, at der skal være balance mellem det offentlige og det private arbejdsmarked. Men det må aldrig blive et argument for at kaste de to sektorer ud i et arbejdsgiverbesluttet ræs mod bunden, hvor dårlige forhold det ene sted bliver brugt til at forringe vilkårene det andet. Det er skruen uden ende. Hvis det skal være den nye normal, så går vi trange år i møde på det danske arbejdsmarked, og det er der ikke nogen, der vinder på.
I stedet bør både DA, fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere respektere den danske model. Det betyder, at aftaler indgås mellem parterne og har den styrke, at lønmodtagere og arbejdsgiver finder fælles løsninger. Den model har sikret Danmark velstand, en konkurrencedygtig privat sektor og en velfungerende offentlig sektor. Den har sikret danske lønmodtagere rimelige vilkår og offentlige og private arbejdsgivere kompetent, effektiv og fleksibel arbejdskraft.
Det er også de offentligt ansattes mål ved OK18.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.