FORHOLDENE I BESKÆFTIGELSES- OG Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune har i længere tid været genstand for skarp kritik fra blandt andre syge borgere, sociale bevægelser, læger, socialrådgivere og jurister.
Vi har hørt om en urimelig forvaltningskultur, hvor mange syge er blevet efterladt uden at få deres ret, mens de er blevet tiltagende mere syge og psykisk belastet af dårlig behandling fra forvaltningen.
Syge borgere, der ikke er udredte, nægtes forlængelse af sygedagpenge og henvises i stedet til kontanthjælp. Andre holdes ligeledes i venteposition på kontanthjælp, selvom de er så syge og har så lidt funktions- og arbejdsevne, at de selv under den nuværende lovgivning burde få tilkendt fleksjob eller førtidspension. Lægeattester på svære sygdomme og funktionsevnenedsættelser negligeres igen og igen, og syge borgere uden nævneværdig arbejdsevne henvises til ressourceforløb eller andre tvivlsomme aktiviteter.
På baggrund af disse forhold har blandt andet de sociale modstandsbevægelser i København påpeget nødvendigheden af, at disse forhold bliver ændret, så der kommer en helt anden linje i beskæftigelsesforvaltningen og en anden beskæftigelses- og integrationsborgmester end den nu fratrådte Anna Mee Allerslev (R). Dén prioritet tog de med ind i kommunalvalget 21. november.
UNDER VALGKAMPEN OG INDEN VALGET gav både Enhedslisten og Alternativet i København udtryk for, at man ville kæmpe de syge og udsattes sag. Begge partier har i deres kritik af Anna Mee Allerslev givet til kende, at hun forvaltede borgmesterposten på en ansvarsløs måde, som de ønskede at gøre op med. Fordi det, trods onde og hårde reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp mv., dog spiller en væsentlig rolle, hvordan den enkelte kommune vælger at forvalte lovgivningen. Og fordi der er tale om særligt udsatte og sårbare mennesker, for hvem selv små ændringer kan gøre en verden til forskel.
Således stod der på en af valgplakaterne for Enhedslisten i København:
”Ingen jagt på syge og arbejdsløse”.
Og deres spidskandidat Ninna Hedeager Olsen skrev i et Facebook-opslag på sin egen væg 8. august:
”Jeg er helt enig med dem (Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre og andre reformramte, red.): Københavns Kommunes praksis er helt forkert. Der kan sagtens tildeles mange flere førtidspensioner inden for lovens rammer – og det er kun borgmesteren, der kan ændre på, hvilken kultur, der gennemstrømmer forvaltningen oppefra, og hvilke retningslinjer, der administreres efter.”
Tilsvarende lød det fra spidskandidaten for Alternativet, Niko Grünfeld, i et blogindlæg på Avisen.dk den 22. september om meningsløse tilstande på de københavnske jobcentre:
”Der hvor situationen så kører helt af sporet, er når Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg oven i dette vælger at afsætte så sparsomme ressourcer som muligt til indsatsen for de mest udsatte borgere (…). Jeg vil som Alternativet Københavns spidskandidat til kommunalvalget arbejde (…) røven ud af bukserne for, at København fra nu af tager sig sammen og gør noget seriøst for sine mest udsatte borgere.”
NU ER KOMMUNALVALGET overstået. Både Enhedslisten og Alternativet fik et godt valg i Københavns Kommune. Ninna Hedeager Olsen og Niko Grünfeld fik hver især muligheden for at vælge nøgleposten som ny beskæftigelses- og integrationsborgmester til.
Men begge partier valgte at takke nej til den vigtige borgmesterpost og dermed til at påtage sig hovedansvaret for at rydde op i forvaltningen. Nu mener ingen af dem pludselig længere, at kommunens Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning spiller nogen særlig rolle. Hele ansvaret ligger i Folketinget, siger de, mens de lover, at landspolitikerne naturligvis skal gøre, hvad de kan for at ændre lovgivningen.
Enhedslisten København forklarer således på sin Facebook-side 22. november:
”Kommunerne er underlagt stramme regler og lovkrav og bliver på serviceområdet gang på gang tvunget ud i nedskæringer. Det ville en Enhedslisten borgmester på beskæftigelsesområdet ikke kunne ændre på. (…) Enhedslisten Københavns opgave er ikke at forvalte et ødelæggende system mere humant …”
Alternativets Niko Grünfeld forklarer i Ugens Gæst på P1 24. november:
”Det, som er udfordringen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, er, at det er enormt lovbestemt fra Christiansborg.”
Borgerne bebrejdes nu for manglende forståelse for det politiske magtspil.
BORGERNE ER UDMÆRKET bekendt med, at der er en ansvarsfordeling mellem Folketinget og kommuner. Men det betyder ikke, at kommunalpolitikere ikke har noget ansvar for at gøre forhold så tålelige, retfærdige og værdige som muligt. Selvom en borgmester ikke er den eneste, der kan påvirke kommunalpolitik på et fagområde, så indebærer borgmesterposten uomgængeligt en særlig magt. Derfor knyttes den sammen med politiske håb om ændringer i forvaltningskursen.
Når Enhedslisten og Alternativet i København fravælger den beskæftigelsesborgmesterpost, som de begge fik en chance for at få, så må vi forstå, at mange af de syge borgere i København, som har stemt på de to partier, føler sig svigtet på deres eksistens.
Det kommer, efter at de (ligesom så mange andre syge borgere rundt omkring i landet) i forvejen over en årrække er blevet svigtet af næsten samtlige øvrige partier i Folketinget (med visse nuancer – se denne oversigt over de endeløse politiske forringelser fra Christiansborg).
Og det kommer, efter at de i en endnu længere årrække også er blevet svigtet af Anna Mee Allerslev og flertallet i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation.
De har ikke helbred, overskud og tid til endnu flere årelange, strategisk-politiske skaktræk. De har allerede ventet alt for længe. Mon de indvalgte kommunalpolitikere forstår det?
Forstår deres desperation, deres afmagt, angst, vrede og dybe fortvivlelse – at det her i yderste instans handler om liv og død?
VI FORSTÅR DEM GODT. De er på alle måder pressede i deres liv – fysisk, psykisk og økonomisk. De kæmper år efter år en ulige kamp, som de i virkeligheden slet ikke har ressourcerne til. De ser kun akkumulerede politiske forringelser og en svækket retssikkerhed, der slider dem op.
De kæmper med helbredet og dét at skulle fungere trods funktionsnedsættelser. De kæmper for at finde en vej igennem sundhedssystemet og for at få lægerne til at anerkende deres tilstand, især ved sjældne lidelser. Når de har fået den nødvendige dokumentation fra praktiserende læge og fra speciallæger, er der ofte gået flere år.
De kæmper også en hård og langvarig kamp imod jobcentret, hvor mange af dem sagsbehandles af ikke-fagpersoner. Det kræver overskud at sætte sig ind i den social- og beskæftigelsespolitiske lovgivning og at sætte sig igennem for at opnå sin ret. Nogle allierer sig med juridiske eksperter for at få en chance for at få deres ret; andre må klare sig alene på bedste beskub eller finde bisiddere og partsrepræsentanter fra frivilligt hold.
Nogle af dem udøver socialt (selv)forsvar ved at kæmpe som demokratiske aktivister, deltage i den offentlige debat eller kontakte politikere. Flere af dem trues efterfølgende af jobcentret. Man vil veksle deres sociale (selv)forsvar til arbejdsevne – som om der var tale om fritidsaktiviteter og ikke ren overlevelseskamp. Det er en ulige kamp, og den slags kan man blive endnu mere syg af.
Ansatte i Københavns Kommune forvalter lovgivningen strengere end nødvendigt.
Belastningen er for flere syge så stor, at de får psykiske traumer eller bliver selvmordstruede. Det er kommet så vidt, at der er menneskeliv på spil!
Derudover presses de økonomisk af at blive parkeret i årevis på ringere ydelser end dem, de egentlig er berettiget til at få. Mange må fra tid til anden undvære medicin, nogle får kun ét måltid mad om dagen. Hertil kommer forældreansvar og kampe for at passe andre relationer midt i kaos.
SELVOM MAN I DEN KOMMUNALE forvaltning har relativt mindre indflydelse på et fagområde end lovgiverne på Christiansborg, så ville selv den mindste formildelse af forvaltningskursen i København kunne redde menneskeliv og give nogle et håb om, at noget dog kunne gå ret for sig. Det er derfor, at de og deres sociale modstandsbevægelser kalder på akut politisk handling.
Men det, der for dem selv kunne betyde forskellen mellem liv og død, ville Enhedslisten og Alternativet ikke prioritere højere end cykelstier og kulturtilbud.
Hvad skal borgerne så gøre? Hvor skal de vende sig hen, og hvor længe kan de holde til at vente endnu?
Dét skylder de nyvalgte medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation fra blandt andet Alternativet og Enhedslisten disse mennesker en meget god forklaring på nu. Vi opfordrer til, at man tager ansvaret på sig og viser reel solidaritet med disse mennesker, som tillidsfuldt har stemt dem ind og ikke har andre at vende sig mod.
Indlægget er skrevet sammen med Lena Dahl Møller, som er tidl. teknisk tegner og nu førtidspensionist.
Lena Dahl Møller, førtidspensionist og medforfatter til blogindlægget. Foto: Privatfoto
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.