Den nuværende abortgrænse på 12 uger kan ikke længere begrundes rent sundhedsfagligt.
Det siger et udkast til en aftale, som TV 2 har set.
Ifølge tv2.dk er det regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, som er nået til enighed.
De nuværende abortregler er over 50 år gamle og er således ikke fulgt med tiden og udviklingen i samfundet, lyder begrundelsen ifølge mediet i de lækkede papirer.
I aftaleudkastet uddybes det også, at den nuværende abortgrænse på 12 uger ikke længere kan begrundes rent sundhedsfagligt.
Hvis man får en hård besked ved 1. trimester-scanningen i 12. uge, vil man altså fremover have tid til at få eventuelle opfølgende undersøgelser og at gøre sig de svære overvejelser om en eventuel abort.