* Steve Ballmer er født i marts 1956 og voksede op i bilbyen Detroits forstæder. Faren var en schweizisk immigrant, der var mellemleder hos Ford Motor, moren var amerikansk.
* Tog en master i matematik og økonomi fra Harvard University i 1977.
* Derefter fik han job som produktchef hos Procter & Gamble (dem, der står bag Gillette og Pampers), inden han begyndte på Stanford University.
* I juni 1980 blev Steve Ballmer overtalt af sin gamle studiekammerat fra Harvard og grundlæggeren af Microsoft, Bill Gates, til at starte som økonomiansvarlig i computervirksomheden.
* Steve Ballmer blev den 30. ansatte i Microsoft, og var den første til at bestride posten som økonomiansvarlig i it- og softwareselskabet.
* I 2000 overtog Steve Ballmer roret som topchef i Microsoft efter Bill Gates.
* I 2008 var han den 43. rigeste person i verden. I dag skønnes hans formue at ligge over 15 milliarder dollar (84 milliarder kroner).
* Steve Ballmer er på godt og ondt kendt for sin energiske og sprudlende personlighed, store entusiasme og iltre temperament.
* Selv om Steve Ballmer overtog roret efter Bill Gates på det værst tænkelige tidspunkt - i betragtning af at it-boblen brast få måneder senere - har han formået at øge Microsofts overskud per aktie, siden han blev øverste chef.
* På det seneste er han blevet kritiseret for ikke at kunne ramme den rigtige strategi i forhold til konkurrencen fra mobile enheder. Ligesom han er blevet kritiseret for ikke at have udnyttet Microsofts muligheder på markedet for internettjenester.
* 23. august 2013 meddeler Microsoft, at Steve Ballmer trækker sig fra posten inden for et år. Hans afløser er endnu ikke fundet.
Kilder: AFP, Ritzau Finans og Wikipedia
/ritzau/