Snart kan landets tidligere premierminister Silvio Berlusconi blive tvunget til at udføre samfundstjeneste i et år som følge af hans dom for skattesvig.
Ifølge hans advokat overvejer den 77-årige centrumhøjreleder og milliardær at anmode om samfundstjeneste i stedet for et års husarrest, efter at han er blevet kendt skyldig i omfattende skattefusk via hans tv-selskab Mediaset.
- Vi vil anmode om samfundstjeneste for Silvio Berlusconi, siger advokat Franco Coppi til det italienske nyhedsbureau Ansa.
En eventuel anmodning om samfundstjeneste skal indeholde et afsnit om, hvor Berlusconi selv har lyst til at udføre hans samfundstjeneste. En endelig beslutning er op til dommeren i hans retssag.
Italiens højesteret afviste den 1. august Berlusconis anden og sidste appel i skattesagen, hvilket betød, at den tidligere premierminister for første gang nogensinde fik en endelig dom efter en lang rettergang.
Dommen lød på fire års fængsel, men blev ændret til et års husarrest eller et års samfundstjeneste. Straffen betyder, at han i henhold til en lov, der blev vedtaget tidligere i år, ikke kan sidde i parlamentet.
Desuden har et flertal i det italienske senats immunitetsudvalg fredag anbefalet at udelukke Silvio Berlusconi fra parlamentet, efter at han er blevet dømt for skattesvig.
For at udelukkelsen af den excentriske politiker kan træde i kraft, kræver det, at Senatet, det italienske parlaments overhus, skal stemme om udvalgets anbefaling inden for 20 dage.
Udvalgets formand, Dario Stefano, siger efter fredagens afstemning, at et flertal i udvalget indstiller til Senatet, at Silvio Berlusconi på grund af dommen kendes uværdig til at forblive i parlamentet.
/ritzau/AFP