Hunde og fyrværkeri er bare en dårlig cocktail – det kan Lars Løkke Rasmussen tale med om. Hans ældste hun, Beauty, er nemlig forsvundet efter en episode lørdag. Derfor beder han nu om hjælp med at finde den.
”Vores ældste hund, Beauty, blev i går aften skræmt til flugt af kanonslag ved vores hus i Græsted - og vi har ikke set hende siden. Normalt vil hun selv søge hjem, men vi har ikke haft vores daglige gang i Græsted i mange år, og hun er samtidig blevet en ældre dame. Vi er meget bekymrede for hende”, skriver Lars Løkke Rasmussen på sin Facebookside.
Trods de triste omstændigheder, kan han ikke lade være med også at komme med en munter bemærkning:
”Kan sagtens se Clickbait-overskriften for mig: "Forladt af sin sidste ven", men gør det alligevel, for jeg har simpelthen brug for din hjælp.”
Beauty forsvandt i Græsted i Nordsjælland – skulle du have set hunden, beder Lars Løkke om, at man kontakter ham.