Hvad gør du, når vaskemaskinen pludselig sætter ud? Tøjet skal vaskes, men kontoen er tom, og banken har smækket kassen i.
Der kan kviklån virke tillokkende, når det kan gøres på nettet med en lånevurdering, der sjældent tager mere end 30 sekunder.
Og danskerne låner flere penge via kviklån, viser nye tal fra Forbrugerombudsmanden. I 2015 lånte danskerne nemlig hele 527 millioner kroner via kviklån mod blot 437 millioner kroner i 2014. Det er en stigning på 17 procent.
Det er en "bekymrende" udvikling, mener forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.
- Det er en meget stor stigning på dyre lån. For det går måske kvikt med at låne pengene, men desværre er renten på lånene også rigtig kvik. Der kommer hele tiden nye unge mennesker til, der måske ikke tænker over, hvor meget disse lån virkelig koster. Så kviklån er nok kommet for at blive, siger Ann Lehman Erichsen.
Ann Lehman Erichsen håber dog, at kurven knækker næste år, da Folketinget per 1. januar 2017 indfører en betænkningstid på 48 timer. Betænkningstiden skal forhindre impulsive lån, da man nu skal sove to nætter, før man kan få udbetalt pengene.
Manglende tilbagebetaling tyder på stigende ulighed
Ifølge Ann Lehman Erichsen er en af de mere bekymrende konklusioner fra Forbrugerombudsmandens nye tal, at danskerne er blevet dårligere til at tilbagebetale kviklån. 12,1 procent af kviklån blev misvedligeholdt i 2015 mod 10,4 procent i 2014.
- Dem, der tager kviklån, er fortrinsvis sårbare grupper med lav uddannelse og løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Folk, der i forvejen ikke har meget på kistebunden. Når vi ser en polarisering af samfundet og en stigende ulighed, så kan disse borgeres manglende evne til at tilbagebetale hurtigt blive en konsekvens, siger Ann Lehman Erichsen.
Forbrugerombudsmanden vil nu kigge på, hvorvidt låneudbyderne gennemfører den lovpligtige kreditvurdering. For når så mange ikke er i stand til at tilbagebetale lån, tyder det på, at mange slet ikke burde være blevet godkendt til kviklån i første omgang.
- Indberetningen kunne tyde på, at andelen af forbrugere, der ikke kan betale lånene tilbage, er steget siden 2014. Jeg vil derfor forsat have fokus på, om udbyderne foretager den lovpligtige kreditvurdering inden de giver lån. Udbyderne skal vurdere, om forbrugerne har en reel mulighed for at betale lånet tilbage, skriver Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.