FC Nordsjællands Mikkel Beckmann faldt pludselig om på Farum Park og vred sig i smerte. Det skete i første halvleg af lørdagens 2-2-kamp mod Randers.
I et kort øjeblik troede Beckmann, at den var helt gal med anklen, som angriberen havde forvredet i et solouheld.
- Jeg synes, jeg kunne høre et lille smæld, men efter jeg har snakket med lægerne, så er jeg fortrøstningsfuld, siger Mikkel Beckmann til klubbens hjemmeside.
Den offensive FCN-spillers ankelskade er ikke så slem som først antaget, fortæller FCN's fysioterapeut Jacob Penalver.
- Det er ikke så slemt, som vi frygtede. Det tyder ikke på nogen fraktur, så det er positivt nyt. Men vi ved meget mere på mandag, når vi får undersøgt Beckmann, efter hævelsen er faldet, siger Jacob Penalver.
Beckmann har på det seneste scoret en del vigtige mål, blandt andet 1-0-scoringen i 1-1-kampen mod Juventus i Parken.
Det var en scoring direkte på frispark, og den var med til at sikre FCN sit hidtil eneste point i Champions Leagues gruppespil.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.