Det var nemt for Arsenal at spille sig videre til gruppespillet i Champions League.
London-holdet vandt tirsdag aften hjemme 2-0 over tyrkiske Fenerbahce, og samlet sejrede Arsenal med 5-0 i playoff-dysten.
Efter at have vundet det første opgør med hele 3-0 i Istanbul punkterede Arsenal reelt dysten, da Aaron Ramsey midtvejs i første halvleg scorede til 1-0.
Den walisiske midtbanespiller nettede også til 2-0 i anden halvleg, hvor Arsenals største hovedpine kom, da klubbens tyske angriber Lukas Podolski måtte bæres fra banen med noget, der lignede en forstrækning i baglåret.
Også midtbanespilleren Jack Wilshere fik i slutfasen problemer med bentøjet. Værterne havde dog skiftet tre spillere ud, og så han blev på banen. Ikke optimalt for Arsenal, som i weekenden møder arvefjenden Tottenham i Premier League.
Mens Arsenal let spillede sig videre, måtte det tyske storhold Schalke 04 kæmpe meget for at kæmpe sig forbi græske Paok Saloniki.
Returkampen i Grækenland endte med en tysk 3-2-sejr, og dermed gik Schalke videre med samlet 4-3 efter 1-1 i det første opgør i Tyskland.
Med lidt under en halv time tilbage af returkampen fik Schalke Jermaine Jones udvist ved stillingen 1-1, men gæsterne kunne alligevel klare sig videre til det lukrative gruppespil. Den ungarske angriber Adam Szalai scorede to gange for Schalke.
Der er lodtrækning til gruppespillet på torsdag. Her er de danske mestre fra FC København med i bowlen.
/ritzau/