En appeldomstol i Sydkorea har mandag beordret Samsung-arvingen Lee Jae-yong løsladt, efter at han har siddet varetægtsfængslet i forbindelse med en korruptionsskandale, der har væltet landets præsident.
Domstolen i Seoul har dels halveret en tidligere straf til Lee og dels ophævet en straf, som var givet for bestikkelse og bedrageri. Det betyder, at den 49-årige topchef og milliardærarving kan sættes på fri fod.
Lee er tidligere ved en lavere domstol blevet idømt fem års fængsel i korruptionssagen.
Som arving til konglomeratet Samsung har Lee udsigt til at blive en af Sydkoreas rigeste personer.
Ifølge domstolen har Samsung givet økonomisk støtte, der kan betragtes som bestikkelse. Pengene er gået til Choi Soon-sil, der er en ven af tidligere præsident Park Geun-hyes.
Dette gælder blandt andet 7,2 milliarder won (omkring 38 millioner kroner) til sponsorering af Chois datters ridesport.
Sagen har tidligere vakt særlig interesse i Danmark, fordi Choi Soon-sils datter i januar 2017 blev fængslet på en adresse i en forstad til Aalborg.
Kvinden var internationalt efterlyst af sit hjemland for medvirken til omfattende økonomisk kriminalitet og blev udleveret til retsforfølgelse i Seoul.
Samsung Electronics er kronjuvelen i det sydkoreanske erhvervsliv.
Hele nationen blev rystet, da Lee tidligere blev fundet skyldig i at have betalt bestikkelse til Park.
Dommeren i sagen kaldte mandag Lees rolle i forbindelse med Samsungs økonomiske støtte til Choi "for passiv eftergivenhed over for politisk magt".
Lee, der mandag virkede synligt medtaget af sagen, viste ingen reaktion, da han hørte dommerens afgørelse.
Anklagemyndigheden, som havde krævet Lee idømt 12 års fængsel, ventes at appellere sagen til landets højeste domstol.
Lee vil indtil videre kunne fortsætte sit toplederjob i Samsung, selv om han er fundet skyldig i flere mindre alvorlige anklager. Han har forbud mod at forlade Sydkorea uden at søge særlig tilladelse.
/ritzau/Reuters