Ansatte truer med strejke: Nu er der ny udvikling i kanalkonflikt

De ansatte i kanalrundfarten Canal Tours indgav i sidste uge strejkevarsel mod deres arbejdsgiver i protest mod forholdene i virksomheden. Nu peger pilen mod en aftale, der kan afblæse strejke. (Foto: Foto: Scanpix)

De ansatte i kanalrundfarten Canal Tours og HK har netop forladt et møde med selskabets ledelse, hvor parterne drøftede en mulig overenskomst efter flere strejkevarsler. De ansatte er optimistiske i forhold til at lande en aftale, men forhandlingerne fortsætter i næste uge.

Sagen om ansatte i kanalrundfarten Canal Tours tog her til eftermiddag en ny drejning, da de ansatte og selskabets ledelse valgte at hæve forhandlingerne om en mulig overenskomst. 

84 af kanalfirmaets guider, billetsælgere og kontorfolk har siden sidste uge varslet strejke i protest mod arbejdsforholdene i virksomheden, men efter mødet er de ansatte optimistiske i forhold til at lande en aftale om bedre løn- og arbejdsvilkår. 

- Forhandlingerne har været ved at bryde sammen flere gange, men vi har valgt at fortsætte  på mandag, fordi vi så oprigtig vilje fra arbejdsgiverens (Canal Tours, red.) side i forhold til at opnå en overenskomst for de ansatte, siger Peter Moesgaard, faglig konsulent i HK, der forhandler på vegne af de ansatte. 

Guider får bedre forhold

Ifølge Peter Moesgaard drøfter parterne lige nu en model, hvor Canal Tours salgspersonale og kontoransatte bliver omfattet af en funktionæroverenskomst, mens selskabets guider får en såkaldt lokalaftale, der indeholder forbedringer af deres nuværende arbejdsforhold. 

- Vi har en udfordring i forhold til guiderne i selskabet, da arbejdsgiveren ikke ønsker at få dem ind under en funktionæroverenskomst. Canal Tours har tilbudt at forhandle dem ind under en lokalaftale under nogle forbedrede vilkår, og det har vi så valgt at gå videre med,  siger Peter Moesgaard. 

Hos Canal Tours guider er der både "glæde og skuffelse" over forhandlingsforløbet.

- Vi er skuffede over, at virksomheden ikke ønsker at tegne en formel overenskomst med os, der kan sikre nogle af de basale rettigheder, vi ønsker. Når det er sagt, så er vi selvfølgelig glade for, at der trods alt lader til at være vilje til at nå en aftale, som vi også kan se os selv i, siger Oliver Wollenberg, arbejdsmiljørepræsentant for guiderne i Canal Tours, til Avisen.dk.

Ledelsen i Canal Tours er også positive efter mødet.

- Vi er fortrøstningsfulde efter dagens møde, og ser frem til at fortsætte forhandlingerne på mandag, hvor vi forhåbentligt kan nå til enighed om en aftale, siger Mads Vestergaard Olsen, der er administrerende direktør i Canal Tours.