Det omstridte flyselskab Ryanair har torsdag fået en gedigen begmand af EU-domstolen.
Det strider nemlig imod EU-reglerne, når lavprisselskabet lader sine ansatte arbejde under irsk lov, når de hverken bor eller arbejder i Irland.
Det skriver bl.a. nyhedsbureauet Reuters.
Sagen drejer sig konkret om seks Ryanair-ansatte, der har deres base Charleroi-lufthavnen i Bruxelles i Belgien.
Medarbejderne rejste i 2011 en sag mod Ryanair ved en belgisk domstol, fordi de mente, at det var lovstridigt, når Ryanair og dets bemandingsselskab Crewlink lod deres ansættelseskontrakter være omfattet af irsk lov og irske domstole.
Sagen blev sendt videre til Den Europæiske Unions Domstol, som nu har fældet dom i sagen.
Domstolen slår fast, at de ansattes ansættelsesforhold strider mod EU-reglerne, når de har Belgien som base og ikke Irland. Og så er det irrelevant, at Ryanair som selskab er indregistreret i Irland, lyder det.
Vil ikke ændre praksis
Trods nederlaget giver Ryanair ikke op. De har ikke tænkt sig at ændre praksis og lader derfor medarbejderne forblive på kontrakter under irsk lov.
- Vi mener ikke, at denne dom på nogen måder vil ændre vores irske ansættelseskontrakter eller de rettigheder, som vores ansatte er beskyttet under i den irske forfatning, siger Eddie Wilson, Ryanairs pressetalsmand, ifølge Reuters.
Flyvebranchen Personale Union (FPU) i Danmark har fulgt sagen, og de forstår ikke Ryanair. De mener, at torsdagens EU-dom er i tråd med den afgørelse Arbejdsretten traf om Ryanairs pligt til at anerkende danske fagforeninger i 2015.
- Hvis Ryanair gør alvor af sin hensigt om fortsat at ansætte medarbejdere under irsk lov, herunder diktere at ansættelsesforholdet er omfattet af irske love og de irske domstole, så må Ryanair forvente at lide en lang række nederlag på samme måde, som de netop har oplevet, udtaler Jan Gloggengieser Gam, advokat i Flyvebranchen Personale Union (FPU), til flyvebranchen.dk.