Hitman
Instr: Xavier Gens
Siden 2000 har fire danskudviklede computerspil med en lige så skånselsløs som skaldet snigmorder solgt i millioner verden over.
Den uundgåelige filmatisering af ’Hitman’ er dog en fransk-hollywoodsk samproduktion, hvor man kan kigge langt efter gulddrengene IO Interactive fra Kalvebod Brygge i rulleteksterne.
Godt det samme. For ud over den ulasteligt klædte frontfigur Agent 47 er det svært at genkende den snedige og nervepirrende spiloplevelse i en temmelig tåbelig actionfilm, der er sjusket udtænkt og ordinært udført.
Hemmeligt broderskab
Hvis følgende handling lyder lidt som ’The Bourne Ultimatum’, så er det fordi, den er magen til – bare uden den begavede spænding: Opkaldt efter de to sidste cifre i den stregkode, han har tatoveret i nakken, er 47 opfostret i et hemmeligt broderskab af lejemordere.
Men han forrådes efter et attentat på Ruslands præsident og er snart på kombineret flugt og jagt, med fordækt sikkerhedspoliti og en stædig Interpolagent i hælene. Samt horder af kronragede og nakketuschede ekskollegaer.
I den taktiske spilsucces gælder det om at snige sig langs panelerne, huske at slette sine spor og udføre spidsfindige likvideringer. Den blodsprøjtende filmudgave er knap så sindrig og bekender sig oftest til store shootouts og slåskampe, der efterlader store bunker af lig, men ingen påvirkning af din hvilepuls.
Karisma som en syg krage
Ulrich Thomsen har lidt ligegyldig skurke-skærmtid, og i hovedrollen ligner altid indebrændte Timothy Olyphant meget godt Agent 47. Men han har heltekarisma som en syg krage, og hævede bryn udgør hele hans repertoire af intenshed – begge dele tidligere bevidnet i den heftige western-serie ’Deadwood’.
Jo flere flade oneliners den antipatiske træmand trykker ud gennem tænderne, jo mere håber man, at en af hans tidligere våbenbrødre får ram på ham.
Desværre er de alle så komplet uduelige, at deres fælles lejemordsforretning da umuligt kan løbe rundt.