Don Juan: Betty Nansen Teatret, Frederiksberg. Instr: Peter Langdal. Spiller til om med 17. november

Af Rune Skyum-Nielsen, rusk@avisen.dk

Det er tredje gang, at Betty Nansens store scene lægger brædder til et musikalsk fusionstrip af rap, drama og komik. Med Gynt og Købmanden triumferede teatret og gav rent faktisk Ibsen og Shakespeare nyt flow og mening for ikke mindst den yngre del af publikum, mens de ældre også kunne være nogenlunde med.

Mindre heldigt går det instruktør Peter Langdals scenografisk forvirrende massakrering af Mozarts og Lorenzo da Pontes Don Juan , og på vej ud efter to en halv times miskmask mellem hiphop, punk, operette og musical – gud forbyde det – lignede enkelte teatergængere et omvandrende granatchok.

»Jeg trænger bare til at komme hjem nu,« som en ægte hattedame stønnede, inden hun stavrede ud i regnen på Frederiksberg Allé.

Bortset fra den indledende ouverture kan man nærmest ikke tale om Mozart, thi al musikken er bikset sammen af komponisten Søren Kjærgaard Alligevel er kontinuiteten fraværende. Samtidig mangler mange af rollerne kød og dybde – ikke mindst dansk-egyptiske Zakis wolla-latino-smarte Don Juan.

Han forfører ikke publikum, han mystificerer ikke oprigtigt. Men hans mundpercussion er fortsat fabelagtig.

Blæs Bukki virker stiv og decideret malplaceret i rollen som Don Juans dårlige samvittighed – så malplaceret, at han faktisk vadede ind på scenen på det forkerte tidspunkt torsdag aften.

Selve operasekvenserne eksekveres af en komisk, helt sikkert, men karikeret fraserende Joachim Knop, mens Kaya ikke formår formatet med sit spinkle stemmemateriale.

Tankevækkende er det, at operaen som disciplin latterliggøres, og at det drøjeste ved genren – de endeløse repetitioner af samme simple budskab – holder ved. Det er da ikke særlig respektfuldt.

Respekt skal der til gengæld lyde til Al Agamis indsats som væbneren Leporello. Han er gennemført skæg og troværdig – og hans duvende og bassede bådduet med Caroline Hendersons Donna Elvira gør næsten det hele værd.