Festen. Gasværket. Spiller til d. 14. dec.
Gad vide om det er rystelserne i at se et godt familiedrama, eller om det er hungeren efter succes, der gør, at man sætter ’Festen’ op på Gasværket? I hvert fald har den nye chef, Jon Stephensen, valgt at åbne sæsonen med en gedigen dogmefilmklassiker.
Vinterberg og Rukovs manuskript er et mønstereksempel på den gode historie. En komplet ustyrlig fortælling, der er tøj let omkring et middagsbord. Historien handler om noget så almindeligt som en 60-årig faders fødselsdag og noget så ualmindeligt som afsløring af incest under festpostyret.
Med nye og gammelkendte ansigter satses der hårdt på skuespillerpræstationerne, der skal køre succesen hjem. Og hvilket unfair pres. Alligevel rammer Thomas Bo Larsen og Helle Dolleris plet, ikke mindst fordi Thomas Bo Larsen er så uhøjtideligt modig og klarer transformationen fra filmrolle til teaterrolle sublimt. Niels P. Munk har sværere ved at løfte arven i hovedrollen som Christian, der gennemgår udviklingen fra stum brormand til forvirret elsker, fra modig oprører til udstødt idiot og endelig til forløst menneske.
Munk spiller solidt, men mangler nuancerne og modenheden til at fyre så stor en psykisk tur af på to timer. Ulf Pilgaard er cool, men får lidt abrupt fisket sin indre svinehund frem bag den stivnede farfacade.
I de stiliserede opsætning er de alle forstummede borgere, der får os til at heppe på afsløringen af faderdyret Helge og kastrationen af hele det gennemklamme patriarkat. Samtidig med, at vi får ondt af manden, når han til sidst sølle og gennembanket indrømmer overgrebet på sine børn. Der køres på teatrets ældste virkemiddel ’genkendelsen’ – af det almenmenneskelige - og af en filmsucces.
Ole Thestrup får i rollen som Onkel Leif godt tag om det bizarre kaos, der gemmer sig bag den småborgerlige normalitet. Og musikeren Trentemøller har med sit elektroniske arrangement skabt en kold lydkulisse, der skærer metallisk igennem gasbeholderens kuppel til ekkoet af den afdøde søster Lindas fodtrin. Da hun til sidst træder ud i publikumsrækkerne for at komme op og væk fra familiehelvedet, gør vi, som der forventes. Når iscenesættelsens spot lyser på os, handler vi i det godes tjeneste og hjælper offeret – for vi holder jo med Christian! ...