Katrine S. Pedersen nåede mandag en imponerende milepæl i dansk fodbold, da kvindelandsholdets anfører spillede sin kamp nummer 200 i nationaltrøjen.
Desværre måtte den 35-årige midtbanespiller fra norske Stabæk notere sig et nederlag, da Danmark tabte 0-2 til Japan ved Algarve Cup.
Katrine S. Pedersen og holdkammeraterne har nu spillet tre kampe ved træningsturneringen i Portugal uden at få en sejr.
Det er tidligere blevet til to gange 0-0 mod Tyskland og Norge. Derfor slutter Danmark sidst i gruppe A.
Aldrig tidligere har en dansk landsholdsspiller opnået lige så mange kampe som Katrine S. Pedersen. Peter Schmeichel har rekorden for flest landskampe hos herrerne med sammenlagt 129 optrædener.
/ritzau/