Der står mange billeder tilbage efter Lene Espersens korte tid som partileder - knapt 27 måneder - men et af dem illustrerer meget godt, hvorfor hun gled i netop ... Lene Espersen.

Det var juli måned, stedet var Nice, hvor Lene Espersen, fulgt af mand og sønner, hastede gennem byens lufthavn.

Hun gjorde ikke meget væsen af sig, gemt som hun var bag store, sorte Greta Garbo-agtige briller, men den hastige, let trippende gangart fortalte, hvem det var, der var på vej over til check-in.

Manglende omhu og seriøsitet

Hun skulle med SAS's middagsafgang til København og derfra videre til topmøde i Kabul. Det kunne nås rent tidsmæssigt, bevares, men det var snært - der skulle ikke ske noget uforudset. Der skulle ikke komme noget i vejen.

Det gjorde der så. Lene Espersens privatchartrede fly kunne ikke lande og hun måtte som den eneste statsleder vende om og flyve hjem igen til Danmark. Ydmyget. Og sur - en surhed, hun hældte ud over embedsmændene.

Billedet illustrerer den manglende omhu, det manglende overskud og det manglende overblik, der har hvilet over Lene Espersens tid som partileder.

Væk med Connie

Af hensyn til sin egen position, udnævnte hun sin største rival, Connie Hedegaard, til EU-kommissær. Langt væk fra dansk politik. Det var suverænt for Hedegaard.

Og bekvemt for Espersen, som vinkede farvel til konkurrenten. Men en katastrofe for partiet, som mistede en af sine største kapaciteter.

Et par måneder inde i 2010 begik hun så sin største politiske fejl, da hun fyrede Per Stig Møller som udenrigsminister for selv at få jobbet. Hvorefter hun mente, at en længe planlagt påskeferie med familien måtte gå forud for et møde med den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

Passede ikke sit arbejde

Det vakte ikke genklang i det konservative bagland - for nu at sige det meget mildt. Det var her, hun mistede respekten:

Hun fjernede en populær og dygtig minister for selv at tage posten og så passede hun ikke sit arbejde.

Det går bare ikke i et parti, der er befolket med arbejdsgivere - det er så langt fra en konservativ kerne-værdi, som man kan komme. Og Lene Espersen betaler i princippet prisen i disse timer.

Luften tyk af ydmygelse

Over sommeren kom så ydmygelsen med Kabul-mødet, EU-mødet, hun ikke deltog i og næsen for at have talt usandt i Folketinget i forbindelse med Løkkes overbetaling af privathospitalerne.

På det tidspunkt var hun helt i knæ og ydmygelsen var så tyk, at det nærmest gjorde ondt i tænderne.

Her var der ikke tale om, at Lene Espersen havde kvajet sig specielt - hun havde forsøgt at skærme sin statsminister - men hun havde ikke mere politisk power at byde på. Så hun krøb ud af døren.

Mig og min platform

Det var jo ikke sådan, hun havde tænkt sig det. Som hun sagde, da hun fyrede Per Stig Møller og udnævnte sig selv: "Jeg tror det her giver mig en unik mulighed for at skabe min egen platform."

Ikke et ord om, hvad hun ville udenrigspolitisk, ikke et ord om, hvad det ville betyde for parti og regering - men ord om, hvad det ville betyde for 'mig' og 'min' platform.

For det har altid været en kendt sag, at enhver, der blev sat ind i Udenrigsministeriet, blev populær.

Alle andre blev populære i Udenrigsministeriet

Uffe Ellemann-Jensen kunne gå på vandet, Niels Helveg Petersen forsøgte i hvert fald, Mogens Lykketoft blev kult og Per Stig Møller blev næsten mere Gud end han selv havde regnet med.

I det system faldt Lene Espersen igennem. Hun prøvede længe at gøre tingene 'lidt på sin egen måde', hun var stædig og da hun endelig indså, at hun havde taget fejl, var det for sent.

Politisk bød årene med Lene Espersen i front på en noget slingrende kurs. Hun ville forbyde burkaer, hun ville elske offentlige ansatte, hun ville elske erhvervslivet.

Og så ville hun af med efterlønnen og have skatten ned. Det sidste lykkedes og det første er nu på dagsorden, men ikke på Lene Espersens.

Hun må i stedet indtræde i den hæderkronede forening af tidligere konservative politiske ledere.

Et koryfæ bliver hun dog aldrig.