ANALYSE: Hvem skal være ny beskæftigelsesminister i en trekløverregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative?

Og vil Liberal Alliance og Konservative sprænge den danske model i stumper og stykker?

Både i toppen af dansk fagbevægelse og ude i yderste kartoffelrække – i  fagbevægelsens lokalafdelinger i Frederikshavn, Esbjerg og Slagelse – får mange lige nu koldsved over udsigten til en ultraliberal VLAK-regering.  

Både ufaglærte og faglærtes forbund bæver for, hvad der kommer til at ske på et dansk arbejdsmarked, der i forvejen presses af social dumping, flaskehalse, nedslidning og krav om nye kompetencer. Fagbevægelsen bekymrer sig også ,om det vil fremgå af et nyt regeringsgrundlag, at pensionsalderen hæves yderligere for at skabe rum til skattelettelser?

Nu havde LO-formand Lizette Risgaard, FTF-formand Bente Sorgenfrey og markante forbundsformænd som HK’s Kim Simonsen, 3F’s Per Christensen, Dansk Metals Claus Jensen, Dansk Sygeplejeråds Grete Christensen og alle de andre topfolk lige vænnet sig til Jørn Neergaard Larsen i spidsen for Beskæftigelsesministeriet.

Tro væbner for dansk model

Den tidligere DA-direktør har ikke ligefrem været fagbevægelsens livret med hans moderne kontanthjælpsloft. Men han har respekteret den danske model og landet to vigtige trepartsaftaler med fagbevægelsen om blandt andet flere praktikpladser. Og Neergaard har været den trofaste væbner for den danske aftalemodel.

Men i en trekløverregering får Løkke brug for at fyre nogle af sine nuværende ministre for at kunne hyre nye. Forventningen er at Jørn Neergaard ryger. Den 67-årige minister var i mere end et årti øverste administrerende direktør i DA og var egentlig på vej på pension sidste sommer, da Løkke tilbød ham ministerposten. Neergaard har set med Løkkes øjne været en succes, fordi han har gennemført besværlige reformer og alligevel bevaret den gode dialog med arbejdsmarkedets parter.

LA-minister vil være krigserklæring

Men Løkke vil ikke få øretæver for at sige farvel og tak til Neergaard.  Spørgsmålet er, hvem der skal være hans afløser?

Udpeger Lars Løkke en Anders Samuelsen, Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen eller anden fra Liberal Alliance som beskæftigelsesminister, vil det blive opfattet som en krigserklæring fra fagbevægelsen. For hvordan kan man have trepartsforhandlinger og samarbejde med en politiker, der helst ser fagbevægelsen hen, hvor peberet gror?

Faktum er, at Liberal Alliance er et skrækscenarie for fagforbund som 3F, HK, FOA, BUPL  og alle andre faglige organisationer. Partiet har ad flere omgange undsagt den danske model. Partileder Anders Samuelsen har blandt andet bedyret, at social dumping er noget, som fagbevægelsen har opfundet.  Og Joachim B. Olsen kører hellere end gerne med Uber, selvom det er pirattaxier.

Derudover vil LA svinge sparekniven i den offentlige sektor for at give plads til topskattelettelser.  Og privatisere langt mere af de offentlige ydelser end i dag.  Det vil betyde færre pædagoger, sosuer og sygeplejersker.

Pape var medlem af KRIFA

Konservative har heller ikke den store respekt for dansk fagbevægelse. Formanden Søren Pape har tidligere været medlem af Kristelig fagforening, KRIFA, og han har talt varmt for de gule fagforeninger, som han betragter som lige så rigtige fagforeninger som HK og 3F.

Og han har i et interview med Ugebrevet A4 udtalt, at han gerne ser, at de gule fagforeninger får forhandlingsretten til overenskomster.  

Så flere fagforeningsfolk krydser fingre for, at Neergaard får lov at fortsætte eller, at det igen bliver en Venstre-mand, der rykker ind i beskæftigelsesministeriet.

Venstre det mindst onde

For af tre blå onder, er Venstre i fagbevægelsens øjne klart den mindst onde. Løkke har fået et tillidsfuldt samarbejde op at stå med både Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey. Og begge appellerer nu til Løkke om at huske, at en trekløverregering ikke kun skal være for erhvervsledere og boligejere og folk ved muffen, men en regering for hele Danmark, også for lønmodtagerne.