Den amerikanske servicesektor har det skidt, og det smitter også af herhjemme.
Det såkaldte ISM-indeks for august viste tirsdag et kraftigt fald fra 55,5 til 51,4, og det var et langt større fald end forventet. Det er samtidig det mest pessimistiske månedstal i seks et halvt år.
Dermed er troen på bæredygtigheden i amerikansk økonomi svækket, og det sætter sig i markederne overalt i verden.
Også når det gælder den toneangivende danske 10-årige statsobligation, der ved 17-tiden blev handlet til en effektiv rente i omegnen af minus 0,03 procent, hvilket er rekordlavt terræn.
Investorerne er med andre ord villige til at betale for at låne deres penge ud i 10 år frem for at sætte dem i mere risikofyldte investeringer.
Usikkerheden kan også ses på kurserne på de danske realkreditobligationer, som på det seneste er kravlet opad.
Tirsdag blev de 30-årige obligationer med en kuponrente på to procent handlet på den gode side af kurs 98,5.
Og selv om det altså er godt nyt for nuværende og kommende boligejere, så er det et resultat af fornyet usikkerhed omkring verdensøkonomien.
Tidligere tirsdag fremlagde Nordea sin seneste økonomiske prognose, Nordic Economic Outlook.
Her er forventningen, at verdensøkonomien maksimalt vil vokse med tre procent om året de kommende år, og at renten af samme årsag vil befinde sig i nogenlunde samme lave territorium som nu.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.