I dag bruger retsmedicinere tænderne, når de skal bestemme alderen på en afdød. Det er en metode, som er forbundet med stor usikkerhed. Nu åbner danske forskere op for en ny måde, hvorpå man med stor nøjagtighed kan afgøre, hvornår et menneske er født.
Det er Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, som i samarbejde med retsmedicinere fra Københavns Universitet har uviklet metoden. Den går ud på, at man måler indholdet af kulstof 14 i øjenlinsen.
- Øjenlinsen er speciel, fordi det kulstof, som er i den, når den bliver dannet omkring fødselstidspunktet, stort set ikke ændrer sig hele livet, siger lektor ved Aarhus Universitet, Henrik Kjeldsen.
Han uddyber med, at kulstof 14-indholdet i øjenlinsen afspejler det, vi har spist omkring fødselstidspunktet.
- Man kan sige, at man bliver, hvad man spiser. Vi spiser eksempelvis grøntsager, eller køer, som lige har spist grøntsager. Disse grøntsager indeholder kulstof 14 fra atmosfæren, og på den måde kommer det ind i os, siger Henrik Kjeldsen.
Stor nøjagtighed
Henrik Kjeldsen anslår, at usikkerheden ved metoden blot ligger på et til to år. Det er hurtigere, end når retsmedicinere undersøger afdødes tænder.
- Det eneste rigtige alternativ i dag til at fastslå alder er at måle på tænder. Men her er usikkerheden større, fordi det tager længere tid at danne en tand, siger han.
Henrik Kjeldsen understreger også, at den nye metode er et simpelt indgreb, som ikke skæmmer den afdøde.
- Pårørende bliver ikke generet af, at man fjerner en øjenlinse, siger han og understreger, at det ikke ser så pænt ud, når man hiver tænder ud.