Advokat regnede den ud: ”Han må være blevet slået ihjel”

Advokat Morten Wagner. (Foto: Scanpix)

Karl Skomager havde været forsvundet i 12 år, da den unge advokatfuldmægtige Morten Wagner fik sagen på sit bord og straks kunne fornemme, at der var noget, der ikke stemte.

Året var 1976, og Morten Wagner var netop begyndt om yngste advokatfuldmægtige i Viborg. På hans bord landede en opgave, der drejede sig om en begæring om dødformodning, som hustruen til den forsvundne Karl Skomager stod bag.  

 I papirerne stod der stort set ikke andet end, at man ikke havde set ham siden 1964. Og her 12 år senere troede den unge advokat, at han nu skulle sætte alt ind på at forsvare, at Karl Skomager ikke var død. Men det var noget ganske andet, der kom til at ske.  

 Det fortæller Morten Wagner til journalist Henrik Qvortrup i Avisen.dks podcast ’Wagners verden’, der giver et indblik i livet som topadvokat.

Her har vi Karl Skomager. Scanpix

- Morten Wagner hæftede sig ved flere ting i politirapporten, der fik ham til at tvivle på, at Karl Skomager var forsvundet frivilligt. Han havde i sit hjem efterladt gebis, nøgler og pung. Han var sidst blevet set i sit sommerhus, hvor han havde været ved at grave en rende til et elkabel. Og så havde man fundet hans bil et sted, hvor han ikke normalt ville parkere. 

Jeg tænkte, 'Det her kan ikke passe - han må være blevet slået ihjel'. Jeg troede ikke på, at han var forsvundet. Og så var der jo næsten kun én mulighed tilbage, og det var, at han måtte være blevet slået ihjel. Medmindre han var faldet død om selvfølgelig, men så havde man jo nok fundet ham," siger Morten Wagner.  

 "Vi har fundet ham’"

Den unge advokats hjerne kredsede særligt om ét sted. Sommerhuset, som var det sidste sted, den forsvundne var blevet set. Men politiet var ikke lige så sikre som Morten Wagner, og der måtte en grundig redegørelse fra advokaten til, før politiet ringede og fortalte, at de nu drog afsted bevæbnet med skovle. 

- Det var ret spændende, men jeg var også noget nervøs over det. Som jeg husker det, så gik der ikke mere end nogle timer, hvorefter den samme politimand ringede og sagde til mig 'Vi har fundet ham',” siger Morten Wagner.  

 Advokaten havde regnet den ud. Efter 12 års uvished blev resterne af Karl Skomagers skellet fundet under sommerhusets terrasse.  

 Hvordan det endte der, kan du høre meget mere om i episode 2 af Avisen.dks podcast ’Wagners verden’

Lyt til podcasten i iTunes, Google Play, SoundCloud, eller indsæt følgende rss-feed i din favorit podcast afspiller:
http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:741300814/sounds.rss