Mettes store sejr

Den helt store politiske historie i 2019 var selvfølgelig Folketingsvalget den 5. juni. Efter fire år med Lars Løkke Rasmussen for bordenden tilbageerobrede Socialdemokratiet regeringskontorerne, og Mette Frederiksen kunne indtage Statsministeriet – på trods af, at hun måtte indlede valgkampen fra sygesengen.

Det blev på mange måder et dramatisk valg. Dansk Folkeparti blev mere end halveret, og der var også markant tilbagegang til Liberal Alliance og Alternativet, begge partier fik dog lige akkurat stemmer nok til fortsat at være repræsenteret i Folketinget.

Tre nye partier stillede op for første gang, men det lykkedes kun Nye Borgerlige at komme ind – der var hverken stemmer nok til partiet Klaus Riskær Pedersen eller Stram Kurs.

Efter valget kunne Socialdemokratiet danne en et-parti regering baseret på Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, den nye regering tiltrådte officielt 27. juni.

Krigen i Venstre

Lars Løkke Rasmussen stod bag to flotte valg, der sikrede Venstre massiv fremgang ved både EU- og Folketingsvalg. Alligevel mistede han formandsposten i sit parti. Det skete på et yderst dramatisk hovedbestyrelsesmøde i Brejning sidst i august, hvor også Kristian Jensen trak sig fra sin post som næstformand.

Dermed skulle det største borgerlige parti have ny formand, og valget faldt på Jakob Ellemann-Jensen.

Lars Løkke Rasmussen opnåede at være statsminister i to omgange: Fra 2009-2011 og igen fra 2015-2019.

Goddag og farvel

Folketingsvalget fik katastrofale følger for Liberal Alliance. Partiets formand og stifter, Anders Samuelsen, blev ikke genvalgt, så han trak sig fra sine poster dagen efter valget.

I november meddelte Simon Emil Ammitzbøll-Bille – partiets nummer to gennem alle årene – at han også meldte sig ud, for siden at starte et nyt parti med navnet Partiet Fremad. Formandsposten sidder Alex Vanopslagh nu i stedet på.

Alternativet skal også til at se sig om efter en ny formand, kort før jul meddelte Uffe Elbæk nemlig, at han trækker sig fra posten 1. februar.

Slut med Sass

Henrik Sass Larsen var for anden gang i sit liv tæt på at få opfyldt drømmen om blive finansminister. Han var med til de første regeringsforhandlinger efter valget. Men det var helt tydeligt, at han ikke havde det godt, og efter kort tid sygemeldte han sig og stod således ikke til rådighed for den nye regering.

I starten af september vendte Sass tilbage til arbejdet på Christiansborg – men efter ganske få uger kom meldingen så om, at han trak sig endegyldigt som politiker for i stedet at kaste sig over jobbet som direktør i DCVA – en brancheforening for venture- og kapitalfonde.

Paludan strammede kursen

Sidst i april kunne Rasmus Paludan aflevere de nødvendige vælgererklæringer til Indenrigsministeriet, og hans parti, Stram Kurs, var dermed klar til Folketingsvalget blot en måneds Stram Kurs skabte panderynker hos de mere etablerede partier på grund af partiets yderligtgående og islamkritiske holdninger, og partistifteren forsømte ikke en lejlighed til at demonstrere i ghettoer og udsatte boligområder – godt beskyttet af stort politiopbud.

Ved valget opnåede Stram Kurs 1,8 % af stemmerne og klarede således ikke spærregrænsen på 2 procent.