Der var intet lignende før On The Road . Der var ingen roman med den samme fandenivoldske trods og tro på lykken på vejene og i livet.

Eller der var måske Henry Miller i Paris og New York og James Dean og Marlon Brando på film og hele flokken af utilpassede oprørere, der med skrøbeligt sarte sjæle kæmpede den kamp, de anderledes altid narrer sig selv til at tro, at de kæmper for alle.

Så o.k., måske der var noget lignende, før Jack Kerouac sendte alle outsiderne på langfart i bebob-boppende jazz-nætter fyldt med billig rødvin og klare stjerner over forfaldne etagebygninger og samtaler. der bevæger sig ud og ind mellem røgen som virkelighedsnært vanvid.

Øst for paradis

Men helt ind til benet var der ikke rigtig noget som On The Road , før bogen udkom i 1957.

Især ikke, når man tænker på, at bogen blev skrevet, lang tid før den blev udgivet, og lang tid før James Dean røg ud øst for paradis og spillede rebel uden sag, og Marlon Brando spillede The wild one.

Det var ikke bare i ordene og fortællingerne om rodløse kvinder og mænd på beskidte toiletter og længslen efter kærlighed i medicinmanisk-lykkelige nætter, at bogen var anderledes.

Det var rytmen. Den stakåndede staccato, der var fyldt med pludselige indfald og tankeassociationer og som, når den var stærkest, var bedre end alt andet, man kunne læse noget andet sted.

Som junkie-digteren William S. Burroughs, en anden af de store fra beatgenerationen, sagde:

»Fremmedgørelsen, rastløsheden og utilfredsheden var allerede til stede og ventede blot på, at Kerouac viste vejen.«

Dylan, Beatles og Turèll

Eller som Jack Kerouac selv skrev på en af bogens første sider:

»? Og jeg tumlede efter, som jeg har gjort hele mit liv, efter folk, der interesserer mig, fordi de eneste mennesker for mig er de gale, dem, der er gale med at leve, gale med at snakke, gale for at blive frelst, begærlige efter alt på en gang, dem, som aldrig gaber eller siger en indlysende ting, men som brænder, brænder, brænder som fantastiske gule romerlys, der eksploderer henover stjernerne.«

Og vejen førte direkte til Bob Dylan, Jim Morrison, Beatles og Dan Turèll og til 60’ernes frigørelse og opfindelse af ungdom og videre til punk og vild beruselse. I hvad som helst.

Men for Jack Kerouac selv førte den mod fortabelse i sprut og en misforstået myte, der blev større end manden selv.

Og for ham sluttede det allerede 12 år senere, da han i en alder af 47 år døde så langt fra den vilje til at leve, der er så tydelig i On The Road , som han overhovedet kunne komme i sin isolation i paranoia, katolsk skyld og druk.

Smukkest og vigtigst

Men for præcis 50 år siden var han stadig i live. Og hvis vi stryger tilbage i direkte fugleflugt, så sidder han netop nu i rastløs venten på i morgen, hvor bogen skal udkomme, og han skal vise hele verden sin grund til at være. Ude af stand til at udholde ventetiden vandrer han sammen med den kvinde, der senere i bogen Minor character fortæller historien, gennem de nattemørke New York-gader. De finder en døgnåben aviskiosk og køber den tidlige udgave af New York Times for at læse, hvordan verden tager imod hans bog om livet på vejene. De går ind på en nærliggende bar, og han lægger avisen foran sig, mens han læser anmeldelsen.

»Den smukkeste, klareste og vigtigste ytring fra den generation, Kerouac selv har døbt beat,« står der.

Efterfølgende går han og kvinden over til en vens lejlighed, og som hun skriver et sted, så lagde han sig for sidste gang i sit liv til at sove som en ukendt. Da telefonen ringede samme morgen, var han berømt.

Hipster med engleansigt

Jack Kerouac var med On The Road blevet talsmand for en generation af kuldsejlede drømmere, der forslåede af virkelighed søgte længslen i jazz og hash og speed, og som i dybe samtaler over billig rødvin vendte verden ryggen for at se livet i øjnene.

Eller som Allen Ginsberg, beatgenerationens store digter, skriver i digtet Howl :

»Jeg så min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultne hysterisk nøgne, slæbe sig gennem negergaderne ved daggry på jagt efter et vredt fix, hipstere med engleansigter tørstende efter den urgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri.«