Det er slut med at ryge i arbejdstiden, hvis man arbejder i Skat i København.
Fremover skal de 1.100 ansatte selv betale, når de skal lufte deres nikotin-pinde.
I en mail til de ansatte skriver ledelsen, at "rygning er et privat anliggende, og uforeneligt med arbejdstid."
"Det er tilladt at ryge på de anviste steder på vores lokaliteter, men tidsforbruget til rygning må ikke medregnes som arbejdstid," hedder det endvidere.
I Skat forklarer man ændringen, der trådte i kraft 1. september, med, at når Skat i København køber arbejdskraft for 400 millioner kroner om året, vil man også have noget ud af arbejdskraften.
"Hver medarbejder i Skat opgør selv sin arbejdstid, og har man været nede og ryge fem gange et kvarter i løbet af en dag, så skal man modregne det og eventuelt arbejde fem kvarter en anden dag," siger direktør i Skat København, Erling Andersen.
Inge Clemmensen, projektchef i Kræftens Bekæmpelse er begejstret for det nye initiativ.
"Rygning er et privat anliggende, og det er mærkeligt, at arbejdsgivere betaler for, at ansatte ødelægger deres krop i pauserne," siger hun.
Sundhedsmæssigt foretrækker Kræftens Bekæmpelse dog et totalforbud mod rygning, sådan som det er på tale i Odense Kommune.
Her foreslår borgmester Anker Boye (S) helt at forbyde pædagoger, sosu-assistenter, lærere og andre offentligt ansatte at ryge i arbejdstiden.
"Dels opdager rygerne, hvor let det er ikke at ryge i otte timer, og samtidig kommer rygerne ud af den her rygeklike, der gør det svært for dem at holde op med at ryge," siger Inge Clemmensen, der oplever stigende interesse for at indføre et totalforbund mod rygning på jobbet.
Også i Dansk Industri oplever man, at stadig flere virksomheder søger rådgivning om rygepolitik.
"Rygning kan føre til drabelige konflikter på en arbejdsplads, så vi rådgiver altid virksomheder til at tage medarbejderne med på råd, hvis de vil ændre reglerne, så man f.eks. ikke længere må ryge i arbejdstiden," siger Anders Just Pedersen, arbejdsmiljøchef i DI.
De nye rygeregler i Skat passer tilsyneladende danskere godt. Over halvdelen af os er nemlig irriterede over rygende kolleger, viser en måling, som analyseinstituttet Wilke sidste år lavede for Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge meningsmålingen er 52 procent af danskerne enten 'meget imod' eller 'lidt imod', at kolleger ryger i arbejdstiden.
Det skyldes ifølge Lis Lyngbjerg Steffensen, forfatter og underviser i ledelse og stress, at ikke-rygerne ofte sidder tilbage og tænker: 'Nu tager jeg slæbet, mens rygerne er ude og muntre sig'.
Afskaffelsen af arbejdsgiver-betalte rygepauser bør dog ikke føre til en kamp mod pauser generelt - sådan at kaffepausen eller tissepausen næste gang står for skud.
"Hjernens funktion og evne til arbejde bliver bedre, når man holder pauser, så pauserne må ikke forsvinde," siger Lis Lyngbjerg Steffensen.