Ligger du og slikker sol i haven? Eller er du måske i gang med at male carport? Så har du mulighed for at tjene en god portion penge på det.
I hvert fald hvis Google Streetview, som har affotograferet næsten samtlige veje i Danmark, har fanget dig på din private grund, skriver Søndagsavisen.
Det er nemlig ulovligt at fotografere andre, når de befinder sig i eksempelvis deres have eller indkørsel, fortæller mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.
"Jeg mener, at det er realistisk, at en privatperson ville kunne vinde en eventuel straffesag, fordi det er en klar overtrædelse af paragraf 264a, der forbyder fotografering af personer på privat grund," siger han og henviser samtidig til, at overtrædelse af netop paragraf 264a plejer at medføre et klækkeligt beløb i erstatning.
Hos Google er man dog ikke bange for at skulle punge ud til forurettede danskere.
I et e-mailsvar til JydskeVestkysten forklarer man, at man ser det som en grundlæggende ret at kunne tage billeder offentligt.
"Billederne i Street View er ikke anderledes, end hvad enhver kan se, mens de går ned ad gaden. Vi er meget opmærksomme på hensynet til privatlivets fred og stiller derfor en række værktøjer til rådighed, så man kan rapportere eventuelt problematiske billeder til os," lyder svaret.
Men det er ikke godt nok, mener Oluf Jørgensen.
"Det er selve handlingen at fotografere personer på privat grund, som er ulovlig, så det hjælper ikke noget blot at sløre eller fjerne billederne," siger han og fortsætter:
"Undtagelsesvis kan det være berettiget, men her er det jo en ren kommerciel interesse, som har fået Google til at fotografere alle mulige vegne."
Der findes endnu ingen sager, der minder om dem, der kan komme i kølvandet på Google Streetview. Så er der ved at være tomt på kistebunden, er en retssag måske en vej til nemme penge.