Når bekymrede forældre ringer 1-1-2 med et sygt barn, kan et videoopkald gøre en afgørende forskel for, om barnet får den rette hjælp. Det viser en ny undersøgelse fra Præhospitalet i Region Midtjylland.
Undersøgelsen fulgte over fire måneder to grupper af sundhedsfaglige visitatorer i AMK-vagtcentralen. I perioden modtog visitatorerne 1.303 opkald om børn, hvoraf 586 blev håndteret via video, mens 717 forløb som almindelige telefonopkald.
Resultaterne viser en tydelig forskel. Ved videoopkald blev der sendt hjælp med højeste hastegrad i 37,8 procent af tilfældene. Ved rene telefonopkald skete det samme i 45 procent af tilfældene. Med andre ord: Når visitatoren kunne se barnet, blev der i færre tilfælde sendt en ambulance af sted med udrykning.
Sværere at tale i telefon med
Forklaringen skal ifølge forskerne findes i, at billedet giver et helt andet grundlag for vurderingen.
- Når der bliver ringet ind om børn, er det ofte i højspændte situationer, hvor der er svært at få klare informationer. Her gør video det nemmere at vurdere for eksempel vejrtrækning, farve og bevidsthedsniveau. Det er vigtige indikatorer, som siger meget om barnets tilstand. Dermed kan de sundhedsfaglige visitatorer også bedre vurdere den rigtige hjælp, siger Martin Gude, forskningsoverlæge i Præhospitalet og ansvarlig for undersøgelsen.
Børn har traditionelt været en af de sværeste grupper at vurdere over telefonen. De mindste kan ikke selv sætte ord på symptomerne, og forældre eller andre pårørende er ofte følelsesmæssigt påvirkede, når de ringer efter hjælp. Det kan gøre det vanskeligt for visitatoren at få de præcise oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, hvor hurtigt der skal reageres.
Video viser sig især at være effektivt til at opdage de tilfælde, hvor barnet ikke er så sygt, som forælderen først har antaget. Når visitatoren kan se, at barnet trækker vejret roligt, har normal hudfarve og er ved bevidsthed, kan der ofte tilbydes en mindre indgribende løsning end en ambulance med udrykning.