Flere danskere vælger højskole i sommerferien.
I år udbydes der rekordmange korte kurser, og især natur, sang, kultur og kreative fag fylder på programmet.
Ifølge Folkehøjskolernes Forening er der registreret 1.376 korte højskolekurser i 2026. Af dem ligger 698 i sommermånederne. Det er flere end både i 2024 og 2025, hvor der blev udbudt 627 sommerkurser.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at over 41.000 kursister sidste år deltog i ugekurser på en af landets 70 folkehøjskoler. Det er det højeste antal, der er registreret.
Kurserne spænder bredt. Man kan blandt andet tage på landevejscykling i Sønderjylland, øvandring ved Rønshoved, yoga på stranden, sommergospel, malerkursus, grafik, snitning, vævning eller filosofiske kurser om livet og hverdagen.
I år er natur det fagområde, der fylder mest i højskolernes korte kurser. Derefter følger blandt andet sang, fortællinger, kulturhistorie og musik.
Ifølge Betina Egede Jensen, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening, er sommerkurserne populære, fordi de kombinerer ferie, fællesskab og fordybelse.
- Det er også stemningen af at bo og leve sammen i nogle dage. Det er de fælles måltider, morgensangen og de spontane samtaler, som gør, at mange tager hjem med mere end bare ny viden, siger hun.