PensionDanmark åbner et nyt sundhedshus i Vallensbæk med over 100 sundhedsfaglige specialister.
Her skal medlemmer blandt andet kunne få hjælp ved sygdom, skader og tab af arbejdsevne.
Læs her, hvad det nye tilbud betyder.
I centret skal blandt andre fysioterapeuter, psykologer, sygeplejersker, kiropraktorer og lægesekretærer arbejde tættere sammen om medlemmernes sundhed. Målet er især at forebygge alvorlig sygdom og hjælpe medlemmer, der mister arbejdsevnen i en periode, hurtigere og tryggere tilbage mod arbejdsmarkedet.
Ifølge PensionDanmark bliver sundhedshuset centrum for selskabets nye og styrkede sundhedsindsats.
- Det handler i sidste ende om at sikre tryghed – både i arbejdslivet og i alderdommen, siger adm. direktør Peter Stensgaard Mørch.
Særligt medlemmer med risiko for langtidssygemelding eller tab af erhvervsevne skal mærke ændringen. De får tilknyttet en personlig tovholder, som følger dem gennem forløbet og koordinerer kontakten til både sundhedsfaglige personer og jobrettede indsatser.
Samtidig indfører PensionDanmark tre nye sundhedspakker: basis, standard og udvidet. Basispakken vil især bestå af online-tilbud, mens den udvidede pakke blandt andet kan omfatte psykiater, misbrugsrådgivning og operationsdækning ved visse skader i bevægeapparatet.
Ved udgangen af 2025 havde mere end 530.000 medlemmer en sundhedsforsikring i PensionDanmark. I løbet af året brugte 88.000 medlemmer sundhedsordningen.