73-årig dræbt i arbejdsulykke: Styrtede tre meter ned

Krimi
Den 73-årige mand blev kørt til sygehuset i Rønne, hvor han senere afgik ved døden. (Foto: Foto: Ritzau Scanpix/arkiv)

Arbejdstilsynet kommer torsdag til Bornholm for undersøge ulykke, hvor en ældre mand faldt ned fra stillads.

En 73-årig mand omkom onsdag formiddag i en arbejdsulykke i Hasle. Det oplyser Bornholms Politi.

Manden faldt ned fra et stillads og blev erklæret død på Bornholms Hospital i Rønne.

- Han er enten ved at stille et stillads op eller arbejder på et stillads på en adresse i Mølleparken i Hasle, da han styrter tre meter ned. Ulykken bliver anmeldt af en beboer på adressen klokken 09.49, siger vagthavende ved Bornholms Politi Morten Kronbo.

Den 73-årige mand, der kommer fra Bornholm, blev kørt til sygehuset i Rønne, hvor han senere afgik ved døden.

- Arbejdstilsynet kommer herover i dag (torsdag, red.), svarer Morten Kronbo på et spørgsmål om årsagen til ulykken.

/ritzau/