Franske og brasilianske myndigheder har bjerget yderligere 15 lig, der formentlig stammer fra Air France-fly, der styrtede ned i Atlanterhavet for en uge siden. Dermed er der nu fundet 17 lig fra det forulykkede fly.
Ligene bringes nu til den brasilianske havneby Recife, hvor de skal identificeres. Det oplyser en talsmand for det brasilianske militær ifølge Reuters.
Det er endnu uvist, om den danske kvinde, der var blandt passagererne, er en af de 17 omkomne.
Samtidig er det kommet frem, at is på vingerne kan være grunden til, at flyet styrtede ned. Isen skulle have dækket flyets fartsensorer. Sker det, så viser sensorerne, at flyet flyver hurtigere end det rent faktisk gør - og hvis piloterne så skruer ned for motorerne kan flyet styrte. Det skriver Bloomberg.
Den franske havarikommission er så sikker på teorien, at Air France nu er begyndt at udskifte fartmålere til udgaver, der ikke har problemer med is.
Det er ikke første gang i år, at overisning har fået fly til at styrte. Det menes også at være grunden til et flystyrt den 24. februar i Buffalo, New York.