10 kommuner sendte ledige til slikfusker

David Yüksel fik for nylig et påbud fra Fødevarestyrelsen efter fund af fem ton for gammelt chokolade og nøddemix på hans gård nær Hillerød. Arkivfoto. (Foto: Foto: Colourbox/free)

Sjællandske kommuner har sendt borgere i løntilskudsjob hos virksomheder, der i varierende grad har relation til David Yüksel.

Mindst 10 kommuner på Sjælland har sendt en eller flere borgere i løntilskudsjob hos 10 virksomheder, som slikfusker David Yüksel eller hans meget nære samarbejdspartnere har stået bag.

Ud over arbejdskraft har kommunerne tildelt mindst 765.000 skattekroner til firmaer med relation til David Yüksel, der for nylig fik et påbud fra Fødevarestyrelsen efter fund af fem ton for gammelt chokolade og nøddemix på hans gård nær Hillerød. Det viser aktindsigt, som Fagbladet 3F har fået hos en række kommuner i Storkøbenhavn og Nordsjælland.

Glostrup Kommune sendte i de tre første måneder af 2013 en borger i løntilskudsjob som murer hos David Yüksels daværende firma Yüksel Ejendomme. Derudover fik firmaet af kommunen et tilskud på 18.681 skattekroner i såkaldt lønrefusion til firmaet.

Arbejdstilsynet gav i oktober 2013 to strakspåbud og otte andre påbud for dårligt arbejdsmiljø til Yüksel Ejendomme, ligesom 3F Frederiksborg har rejst et stort krav mod firmaet for underbetaling af rumænsk arbejdskraft.

Jobcenterchef hos Glostrup Jobcenter Nicolaj Drøschler siger:

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi som offentlig myndighed har samarbejdet - om end i ganske begrænset omfang - med en arbejdsgiver, hvor alt tyder på, at forholdende nu ikke er i orden.

- Med baggrund i de artikler Fagbladet 3F har bragt samt diverse påbud fra Arbejdstilsynet vil vi naturligvis ikke indgå i et eventuelt fremadrettet samarbejde med benævnte firma eller ejer, siger jobcenterchefen.

Hvidovre Kommune har i 2013 sendt en borger i løntilskud som arbejdsmand til forefalden arbejde hos Yüksel Ejendomme samt 49.460 kroner i lønrefusion til firmaet, oplyser kommunen. Jobcenterchef hos Hvidovre Jobcenter Casper Christensen oplyser til Fagbladet 3F, at kommunen nu er gået i gang med at "kigge forløbet grundigt efter".

David Yüksel oplyser til Fagbladet 3F, at han ikke ved, hvor mange medarbejdere med løntilskud han har haft ansat de seneste fem år. Men at der er tale om "en del".

- At have folk i løntilskud er en god måde at starte op på. Vi har haft rigtig god succes med det, siger David Yüksel til Fagbladet 3F.

Arbejdsgiveren gør opmærksom på, at de forskellige kommuner har godkendt aftalerne om løntilskud. David Yüksels advokat Peter Hallgren, fra firmaet Holm & Hallgren Advokater, oplyser, at hans klient har ansat personerne med løntilskud på grund af behov for arbejdskraft.