Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic slæber den tidligere atletiklandstræner Ulf Karlsson i retten for grove injurier, fordi træneren har beskyldt Ibrahimovic for at have brugt doping tidligere i karrieren.
Ibrahimovic' advokat, Fredrik Bogren, vil mandag indsende en stævning for grove injurier til retten i Värmland.
Det skriver Bogren i en e-mail til det svenske nyhedsbureau TT:
"Ulf Karlssons udtalelser er usande, grundløse og meget alvorlige for Ibrahimovic som individ og idrætsmand, samt i forhold til hans sponsorer og samarbejdspartnere. Derfor må påstanden imødegås, og det kommer til at ske gennem en retssag".
Baggrunden for stævningen er de påstande, som Ulf Karlsson fremsatte i forbindelse med et debatarrangement i Värmlands Idrætshistoriske Selskab.
Her anklagede den tidligere atletiklandstræner fodboldstjernen for at have dopet sig, mens han spillede for Juventus mellem 2004 og 2006.
- Jeg tror, han (Ibrahimovic, red) dopede sig, sagde Karlsson, der efterfølgende uddybede beskyldningen overfor Nya Wermlands-Tidningen.
- Fodboldspillere bliver ikke testet så ofte som individuelle udøvere. Zlatan tog ti kilo på i muskler på et halvt år i Juventus. Det er umuligt at gøre på så kort tid, sagde Karlsson til avisen.
I sidste uge undskyldte Ulf Karlsson i et åbent brev over for Zlatan Ibrahimovic:
- Set i bakspejlet forstår jeg, at mine udtalelser kan opfattes, som om jeg peger fingre, og det var slet ikke min mening, skrev han til TT.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.